HOLBÆK: Pressen stiller for tiden skarpt på kommunernes habiltet i forbindelse med deltagelse i KMD's golf- og fodboldarrangementer m.v. Holbæk Kommune vil derfor udarbejde retningslinjer for samarbejdet med leverandørerne.
I Holbæk har blandt andre direktionen deltaget i den type arrangementer, som p.t. har pressens bevågenhed, oplyser kommunen.
- Og dermed er vi blandt de mange, som mistænkeliggøres for at have modtaget gaver, som vil kunne defineres som ulovlig bestikkelse i henhold til Straffeloven. Men det har ikke været tilfældet, understreger kommunaldirektør Hans Søie og uddyber:
- I direktionen er vi således af den opfattelse, at der har været tale om et almindeligt samarbejdsforhold, hvor en fast leverandør har udført helt normal kundepleje mellem sig selv og sine kunder.
Ifølge Hans Søie vil det være angribeligt, hvis der gives eller modtages gaver i forbindelse med kontraktforhandlinger mellem en kommune og f.eks. KMD.
- Men dette er ikke - og har ikke været - tilfældet i Holbæk Kommune, fastslår kommunaldirektøren og fortsætter:
- Anskaffelse af IT-systemer sker - som ved vores øvrige større indkøb - ved lovpligtige EU-udbud med efterfølgende indgåelse af en kontrakt. Og forskellige leverandører har således vundet Holbæk Kommunes IT-udbud. At forestille sig, at store IT-kontrakter tilfalder en fast leverandør på grund af billetter til en fodboldkamp eller lign. er med andre ord helt ude af proportioner.
Borgmesteren bakker op
Hans Søie forklarer endvidere, at det store flertal af de danske kommuner har deltaget i denne type arrangementer, men at normerne naturligt ændrer sig med tiden.
- Vi må således, i lighed med landets øvrige kommuner, tage de aktuelle erfaringer til efterretning. For vi ønsker naturligvis ikke, at vi bliver mistænkeliggjort - eller at der sættes spørgsmålstegn ved vores integritet - i forbindelse med deltagelsen i arrangementer af denne karakter. Direktionen vil derfor udarbejde klare retningslinier, så vi på alle niveauer af organisationen får skabt bevidsthed om, hvordan vi fremover skal agere, fastslår Hans Søie.
Og denne reaktion - på denne landsdækkende problematik - bakker Holbæk Kommunes borgmester, Søren Kjærsgaard (V), op om.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.