Tirsdag blev der sat punktum i en langvarig sag om et justitsmord mod et sønderjysk forældrepar. Højesteret stadfæstede tirsdag en dom fra Vestre Landsret, der slår fast, at parret skal have en godtgørelse på 30.000 kr. hver.
Det sønderjyske par blev oprindeligt dømt for socialt bedrageri, men efter flere år blev det slået fast, at myndighederne havde misforstået EU-reglerne for grænsearbejdere. Manden og kvinden blev efterfølgende tilkendt 30.000 kr. hver i både byretten og senere i landsretten.
Parret krævede dog en højere godtgørelse på 90.000 kr. hver og fik lov til at tage sagen til Højesteret. Parret har ikke været fængslet i sagen, og normalt kan frifundne kun få erstatning, hvis de har været fængslet eller anholdt.
Børn tilmeldt fra fiktiv adresse
Familien boede i Harrislee ved Flensborg i Tyskland, men tilmeldte deres to børn til skoler i Danmark fra en fiktiv adresse. Myndighederne krævede 234.000 kr. fra parret for bedrageri, og manden og kvinden blev hver straffet med tre måneders betinget fængsel i Retten i Sønderborg.
Men det viste sig, at myndighederne havde taget fejl. Undervisningsministeriet slog fast, at personer, der arbejder i Danmark og bor i et andet EU-land, har ret til at indskrive deres børn i den danske folkeskole og modtage tilskud.
Sagen blev rejst i 2010, da parret blev sigtet. I 2012 blev de dømt i byretten, og i 2014 blev de frifundet i landsretten. I 2016 blev parret så tilkendt en godtgørelse i landsretten.
Erstatning for tort
Højesteret begrunder stadfæstelsen af godtgørelsen med, at parret har krav på erstatning for tort, men ikke deres økonomiske tab ved sagen.
Ifølge rettens afgørelse burde anklagemyndigheden på et tidligere tidspunkt have foretaget en selvstændig undersøgelse af det EU-retlige grundlag i sagen.
Det fremgår af dommen, at den ene af forældrene i marts afgik ved døden.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.












