Det er for meget at sige, at Jan og jeg var venner; men han var sådan en, man gerne ville være venner med. Han havde en evne til at få enhver, han mødtes med, til at føle sig som noget særligt. Jeg tror, han som formand for KL fik hver eneste borgmester i landet til at føle sig som en særlig og væsentlig brik i det store netværk, KL. Med et smil på læben og en sjov bemærkning bød han velkommen i fællesskabet. Nye borgmestre såvel som ældre og mere garvede i gårde talte med, og han huskede os alle. Det bliver tungt at mødes igen i kredsen – uden Jan.
Når vi mødtes i KKR (Kommunekontaktrådet for Midtjylland) var Jan naturligvis med. Ordentlig, ydmyg og en blandt os alle; men selvfølgelig også med den pondus man kommer med, når man nu er formand for hele butikken. Jan mestrede sine roller perfekt.
I løbet af de seneste år har vi mødtes talrige gange til en holmgang om den kommunale udligning. KL gik ikke allerforrest i kampen, og det kunne vi drille hinanden noget med. Han kunne blive helt træt i blikket, når vi i de forskellige arbejdsgrupper, der arbejdede med udligningen, igen og igen gjorde ham opmærksom på vores forventninger til ham. Det var en vanskelig rolle, men han kendte den og arbejdede loyalt for, at alle følte sig hørt.
Jan var fuldblods socialdemokrat, men en yderst resultatsøgende en af slagsen. På den måde var han et forbillede: 'Partifæller eller ej: Kan vi finde en løsning sammen?' Og det kunne Jan som regel.
Vi er mange, rigtigt mange, der vil savne Jan i det politiske landskab. Sikkert endnu flere, der vil savne ham som ven eller eller familie. Allermest vil han blive savnet som den dejlige far, han var, der havde børnene i tankerne altid. På tværs af en travl hverdag og alle møderne med os andre. Mine tanker går især til børnene og den nærmeste familie.
Kirstine Bille (SF), borgmester i Syddjurs Kommune
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.