RANDERS: Resultaterne af de ekstra prøver, som Randers Kommune har fået analyseret af den store bunke gipspladeaffald, der ligger på Overgaard Gods, viser, at indholdet af Dioxiner og PCB, ikke udgør et miljømæssigt problem.
Godset har tidligere uden tilladelse brugt omkring 20.000 tons gipspladeaffald som såkaldt jordforbedringsmiddel på jorderne. Det førte til, at Randers Kommune dels indgav en politianmeldelse mod godset.
Prøverne er nu analyseret for de to nævnte sundhedsskadelige stoffer, som er svært nedbrydelige i miljøet og som ophobes gennem fødekæden, så de gennem kosten kan ende i mennesket.
Det er rådgivningsfirmaet Rambøll, der har vurderet analyserne af prøverne. Miljøstyrelsen har ikke fastsat grænseværdier for Dioxin eller PCB eller i affaldsprodukter, der må anvendes på landsbrugsjord. Derfor har Rambøll sammenlignet prøveresultaterne med koncentrationer, der er set ved andre målinger og de grænseværdier, som Københavns Kommune har brugt for ren jord.
Indholdet af Dioxiner er på niveau med de laveste værdier, der er målt ved spildevandsslam i Danmark, mens det omvendt er lidt højere end den mængde, der generelt er påvist i jord i landet.
Indholdet af PCB er lavere end de værdier, der findes i spildevandsslam og lavere end den grænseværdi for ren jord, som Københavns Kommune opererer med.
- Det er godt, at analyserne viser, at indholdet Dioxin og PCB ikke udgør et miljømæssigt problem. Vi har efter anbefaling fra rådgivningsfirmaet taget yderligere prøver fra bunken af gipspladeaffald for at få konstateret, om der findes andre miljøfarlige stoffer i så store mængder, at de kan udgøre en risiko, siger natur- og miljøchef Nels Markussen.
Resultaterne af analyser af de nye prøver ventes at være klar om et par uger. Herefter vil kommunen i samråd med rådgivningsfirmaet tage stilling til, om der på Overgaard Gods skal tages og analyseres prøver af jorden og vandet.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.