Fredsstiftelse i Venstre i Tønder er foreløbig kun delvis

Stadig usikkerhed om, hvor langt freden rækker. "Som tingene står lige nu", er den vragede borgmester Henrik Frandsen stadig V-medlem, hedder det.
3. SEP 2020 9.23
TEMA: KV21

TØNDER: Flere måneders intern fløjkamp i Venstre i Tønder er ved en viljesakt blevet bilagt på et møde i forretningsudvalget for partiets kommuneforening, skriver JydskeVestkysten. Foreløbig gælder den interne fredsstiftelse dog tilsyneladende kun Venstres organisatoriske bagland.

- Jeg vil gerne sige, at vi ikke var enige i forretningsudvalget, da vi gik til mødet. Men fordi vi var gode til at diskutere og inddrage alle, så endte det med, at vi sammen fandt nogle løsninger, så vi fremadrettet forhåbentlig kommer styrket ud af situationen, siger forretningsudvalgets næstformand Lisbeth Bang Pedersen til avisen.

Avisen tilføjer, at hendes udtalelse er afstemt med kommuneforeningens formand Kim Tygesen, som af partiets siddende borgmester Henrik Frandsen er beskyldt for at true med eksklusion.

Anden liste spøger

Netop borgmesterposten er i centrum for den interne strid i partiet, som tilbage i juni vragede Henrik Frandsen som spidskandidat til KV21 til fordel for den byrådsmæssigt ubeskrevne udfordrer Martin Iversen. Siden har tre at partiets udvalgsformænd og endnu et menigt V-byrådsmedlem meddelt, at de ikke vil genopstille til KV21.

Nej'er til genopstilling har haft en undertone af, at det muligvis kun var tale om nej til at genopstille for Venstre, men ikke nødvendigvis for en anden liste. Lige så klar/uklar i mælet har borgmester Henrik Frandsen selv været. Han forsikrer, at han genopstiller ved KV21, men har hverken villet be- eller afkræfte, om det bliver for Venstre.

Usikkerheden om dette får yderligere næring efter fredsmødet, hvor forretningsudvalgets næstformand Lisbeth Bang Pedersen af JydskeVestkysten bliver spurgt om Henrik Frandsens eventuelle deltagelse i udarbejdelsen af et valgprogram. I svaret får hun ikke helt overbevisende sagt, at borgmesteren "som tingene står lige nu, er medlem af Venstre".

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev