Henrik Frandsen (V) opfatter formandens læserbrev som en trussel om at blive smidt ud af partiet.
Foto: Tønder Kommune

Tønder-borgmester føler sig truet med eksklusion

Borgmesteren opfatter læserbrev fra Venstres formand i Tønder som et krav om ensretning.
19. AUG 2020 9.45

TØNDER: Stridighederne i Venstre i Tønder fortsætter. Borgmester Henrik Frandsen (V), som er blevet vraget som borgmesterkandidat til KV21, føler nu, at han bliver truet eksklusion af partiet.

Det skyldes et læserbrev i JydskeVestkysten fra formanden for Venstre i Tønder, Kim Tygesen, som skriver: 'Hvis man er medlem af Venstre, bakker man op omkring vores formål, politik og accepterer den demokratiske proces omkring valget af borgmesterkandidat Martin Iversen. Da ingen fra gruppen har meldt sig ud af Venstre endnu, må vi jo antage, at hele byrådsgruppen bakker op om førnævnte, selv Venstres siddende borgmester.'

 - Jeg tager det helt klart som et udtryk for, at hvis man ikke makker ret, så bliver man smidt ud af Venstre. Det er jo udtryk for, at man gerne vil have en ensretning i Venstre her. Det ligger mellem linjerne, at ellers må man forlade butikken, hvis ikke man er helt enig i den førte politik, siger Henrik Frandsen til JydskeVestkysten.

Det er ikke lykkedes avisen at få en kommentar fra Kim Tygesen, men formanden for forretningsudvalget, Aksel Duedahl, forsvarer, at man kræver opbakning om den valgte kandidat. Han tilføjer, at 'eksklusion er ikke noget, vi har snakket om'.

I Venstre er det den lokale vælgerforening, der kan beslutte, om et medlem skal ekskluderes for at modarbejde partiets interesser.

Tabte til erhvervsmand

Striden mellem to fronter i partiet har ulmet i længere tid og kulminerede, da Henrik Frandsen på et opstillingsmøde i juni tabte afstemningen om at blive borgmesterkandidat til erhvervsmanden Martin Iversen med stemmetallene 286-305.

Valget af Martin Iversen har fået alle Venstes tre nuværende udvalgsformænd til at meddele, at de ikke genopstiller.

En af dem, formand for sundhedsudvalget Irene Holk Lund, gav som begrundelse, at 'Venstre er ved at udvikle sig til et Trump-agtig protestparti. Jeg ved, at der er rigtig mange Venstre-vælgere, som er fortvivlede, og jeg kan godt forstå dem. Jeg tror på, at Venstre mister borgmesterkæden ved næste kommunalvalg'.

Henrik Frandsen har meldt ud, at han stiller op igen til KV21, men han har ikke villet præcisere, om det bliver for Venstre, på en ny liste eller på anden vis. 

Henrik Frandsen blev borgmester i maj 2016, da forgængeren Laurids Rudebeck pludselig døde, og har siddet på posten siden. Martin Iversen stiller op til kommunalvalget for første gang ved KV21 og er altså uden kommunalpolitisk erfaring.

Af samme grund har han bedt om at deltage i Venstres gruppemøder - senest engang næste år. Det afventer han gruppens stillingtagen til. Henrik Frandsen har sagt til JydskeVestkysten, at hvis Iversen deltager, så gør han ikke.

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
DK Job