dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Jens Dresling, Polfoto

Frederiksen og Thulesen Dahl afviser ikke hinanden

I et dobbeltinterview afviser hverken Socialdemokratiets eller Dansk Folkepartis leder at danne regering sammen på et senere tidspunkt. Vi har to parallelle regeringer, mener Hans Engell
14. FEB 2017 6.06

FOLKETINGET: Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, og Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, er blevet interviewet sammen af Fagbladet 3F. Her afviser ingen af de to at gå i regering sammen.

- Egentlig oplever jeg, at Kristian (Thulesen Dahl red.) og jeg arbejder meget på samme måde. Når der er et problem, der skal løses, så sørger vi for at finde et ordentligt svar.

- Og det er faktisk lykkedes os på en række områder at gøre i fællesskab. Jeg er glad for samarbejdet, og hvad fremtiden bringer, det får fremtiden jo at vise, siger Mette Frederiksen til Fagbladet 3F ifølge Ekstra Bladet.

Spurgt om, hvorvidt Mette Frederiksen helt vil afvise at gå i regering med Dansk Folkeparti, siger formanden:

- Jeg tror, at jo tættere vi kommer på et valg, jo flere bogstavlege vil der være.

Flertal med flere partier
Til samme tema fortæller Kristian Thulesen Dahl, at partiet, der ellers trofast har peget på statsministre fra Venstre, også kan gøre andet.

- Betyder det (at DF pegede på en blå regering i 2015, red.) så, at tingene er fastfrosset eller støbt i cement i evig tid i forhold til, hvor positionerne er, spørger Thulesen Dahl retorisk og svarer:

- Nej, selvfølgelig gør det ikke det. Vi vil bruge al vores energi på at skabe muligheden for Dansk Folkeparti til at kunne lave et flertal med flere partier i Folketinget, siger han til Fagbladet 3F.

Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet har historisk ikke været tæt på at danne regering. Ikke mindst på grund af nag, efter at Socialdemokratiets daværende formand Poul Nyrup Rasmussen i 1999 om Dansk Folkeparti sagde:

- Stuerene, det bliver I aldrig.

Engell: Særdeles opsigtsvækkende
Derimod kalder politisk iagttager Hans Engell det særdeles opsigtsvækkende, at Kristian Thulesen Dahl ikke entydigt bakker den blå regering op. Han kalder det et kraftigt signal til statsministeren om, at det ikke bliver let at være regering.

Samarbejdet mellem de to partier er blevet stadig stærkere, vurderer Engell. Det ses ikke blot i de to partilederes forhold til hinanden. Også på ordførerniveau ser man Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti køre politisk parløb.

- Vi har to parallelle regeringer. Én, der kører i ministerbiler, og én, som man ikke kan komme udenom, når man skal lave politik, siger Hans Engell.

Udmeldingen styrker samtidig Mette Frederiksens placering som en mulig kommende statsminister, som vil kunne samarbejde bredt, lyder det fra kommentatoren.

- Hvis Mette Frederiksen skulle blive statsminister med et rødt flertal, vil partiet ikke længere være afhængig af Alternativet og Enhedslisten, men kan regne med, at Dansk Folkeparti vil samarbejde.

Konservative: Ikke skræmmende
De Konservatives politiske ordfører Mette Abildgaard siger, at det ikke er nogen overraskelse på Christiansborg, at Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti er rykket tættere på hinanden.

- Vi Konservative har et rigtigt godt samarbejde med begge partier, så det er ikke noget, der skræmmer os. Men det er klart, at Dansk Folkeparti må gøre op med sig selv om, hvor de føler sig mest hjemme, siger hun.

 

Ritzau / ak

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/frederiksen-og-thulesen-dahl-afviser-ikke-hinanden

GDPR