
ODENSE: På bibliotekerne i Odense er de første 250 ud af i alt 1.000 bøger skrevet af børn fra 0. - 2. klasse nu tiltængelige på bibliotekets hjemmeside og vil senere på foråret også kunne lånes i fysisk form.
Det særlige ved bøgerne er ikke bare, at de er skrevet af børn i de helt små klasser, men også at de er skrevet, som børn i den alder skriver - med stavefejl og fulde af skæve og sjove bogstavsammensætninger. For at man også som voksen læser kan få glæde af de smås anstrengelser, er alle sætninger "oversat" til voksen skrift.
Det kan for eksempel være sætningen "Jig kan grt lirø at svømø", der oversættes til "Jeg kan godt lide at svømme". Teksten er skrevet i it-programmet "Skriv og læs", udviklet af en tidligere lærer på en af Odense-skolerne, Janus Madsen, og børnene har selv valgt de illustrationer der er med i bøgerne.
Små forfattere får engament
En planlagt præsentation af bøgerne blev coronaaflyst i november 2021, så i stedet kan de små forfattere læse hinandens bøger på et on-line bogmesseunivers frem til nye bogmesser på Odenses biblioteker mellem den 29. april og 12. maj.
- Måske er det vigtigere end nogensinde før, at børn oplever fordybelse, nærvær, ro og koncentration. I en tid med telefonen, der bipper, mediernes overfladiskhed og hastighed og hurtige oplevelser, er bøgerne svaret, vi leder efter, siger børn- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen (R).
Når it-systemet "Skriv og læs" netop bygger på, at elevernes eget skriftsprogsniveau bliver omdannet til konventionel skrivning af en lærer, så får børnene også det retskrivningskorrekte input, som de kan lære af:
- Muligheden for at kommunikere skriftligt og udgive bøger, før den korrekte skrivning er på plads, giver elevener en tidlig og vigtig forståelse for, hvad skriftsproget kan bruges til samtidig med, at det har en motiverende effekt på deres arbejde med skrivning og læsning, siger it-programudvikleren Janus Madsen.
Ny biblioteksdimension
Når mange af byens børn nu snuser til forfattergerningen, så giver det dem en anden forståelse for varighed i tanker, end de kender fra de sociale medier som snap og instagram, mener Odense by- og kulturrådmand Søren Windell (K):
- De får en stærk tilknytning til biblioteket, når deres bøger bliver lånt ud. Børnebogsmesserne skaber et helt særligt engagement hos en ny generation af brugere af bibliotekerne, og projektet sætter en ny dimension på bibliotekets vigtige rolle som formidler af viden og oplevelser, siger rådmanden.
Projektet på bibliotekerne i Odense er støttet af Statens Kunstfond.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.