
AALBORG: Tirsdagens dom mod en tidligere plejehjemsleder på plejehjemmet Lollandshus i Aalborg hviler på et helt forkert grundlag. Sådan lyder det kort tid efter offentliggørelsen af dommen fra en rasende og uforstående advokat Poul Gudberg, som er forsvarer for den tidligere plejehjemsleder.
Kvinden er idømt en bødestraf på 5000 kr. for at have forsømt sit arbejde groft. Uden at få tilladelse fra kommunen besluttede den nu dømte plejehjemsleder, at en 85-årig kvinde i oktober sidste år kunne spændes fast til sin seng med en stofsele. Kvinden døde af sine kvæstelser, efter at hun en nat var rullet ud af sengen og hang i selen i flere timer.
- Dommen er forkert i henhold til sit eget indhold, siger Poul Gudberg til Ritzau og forklarer, at dommer Gitte Kuhlwein i afgørelsen skriver, at det, at plejehjemslederen ikke fik en tilladelse af kommunen til at spænde den ældre kvinde fast, ikke alene udgjorde en grov forsømmelse.
Men fordi hun undlod at iværksætte et øget tilsyn med patienten, mens hun lå i selen, og ikke gav plejehjemspersonalet nærmere instrukser om, hvordan selen skulle bruges, bliver hun alligevel dømt for at forsømme sit arbejde.
- Og det er noget sludder. For der findes ikke nogen pligt vedrørende tilsyn overhovedet. Der er heller ikke nogen pligt til at give personalet nærmere instrukser. Hun kan ikke overtræde en pligt, som ikke er der, lyder det fra forsvarsadvokaten.
- Jeg kan bare konstatere, at dommeren ikke har forstået det, jeg har sagt, siger Poul Gudberg, der nu vil tale med sin klient om, hvorvidt hun vil søge om en ankebevilling.
Anklageren: Vigtigt signal
Anklageren mener derimod, at dommen sender et vigtigt signal:
- Jeg er meget tilfreds med, at der er sendt et signal om, at man skal tænke sig om, når man bruger magt, siger anklager Susanne Hansen. Hun understreger, at sagen ikke er et spørgsmål om, hvorvidt den tidligere plejehjemsleder er skyld i kvindens død, men om at hun har truffet nogle beslutninger og undladt at træffe nogle beslutninger, som strider imod servicelovens paragraf 128.
- Det var nok til, at vi kunne rejse en tiltale. Vi mener, at man er nødt til at tænke hele situationen igennem, når man anvender sådan en stofsele. Hvordan gør man det bedst muligt. Det er baggrunden for sagen, siger anklageren.
Dommeren i sagen, Gitte Kuhlwein, har lagt til grund for sin afgørelse, at den tidligere plejehjemsleder ikke havde iværksat et øget tilsyn med den ældre kvinde, mens hun var spændt fast. Derudover var der ikke nogen vejledning til plejehjemspersonalet om, hvordan de skulle bruge selen.
Der findes ingen regler for, hvor meget tilsyn en fikseret plejehjemsbeboer bør have. Men ifølge anklageren bør man, når man bruger magt, tænke over, om det ikke ville være det rigtigste at kigge ekstra meget til beboeren, selvom der ikke er regler for det.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.