
BORNHOLM: Mange har de seneste måneder spurgt: - Hvor stort bliver Folkemødet år 1? Det har vi svar på nu. Danmarks nye politik-festival på Bornholm - der finder sted 15.-18. juni - er vokset i størrelse, lyder det fra Bornholms Regionskommune.
-Vi har de seneste dage oplevet en enorm interesse for at deltage på Folkemødet og tilmelde arrangementer. Næsten 70 forskellige organisationer har tilsammen tilmeldt 234 arrangementer. Det viser, at vi med Folkemødet er ved at skabe en ny arena i dansk politik, siger borgmester Winni Grosbøll (S).
234 arrangementer
Da fristen for at tilmelde arrangementer til Folkemødets officielle programavis udløb den 31. maj, var der ikke færre end 234 arrangementer fordelt over de fire dage. Vores forventning som værter var max. 100 arrangementer.
Programmet byder blandt andet på:
• børnevenlige tiltag som 'Gå på skattejagt med skatteministeren' og 'Få lavet dit eget Barfoedstryk'
• tilbud til publikum som 'Mød Socialdemokraternes formand' og 'Snak energivisioner med Connie Hedegaard, din klimakommissær'
• nye vinkler som 'Politisk happening med Bjørn Nørgaard', 'Danmarksmesterskab i debat' og 'Miraklet hinsidan: Mød Sveriges finansminister Anders Borg' og 'Flygtningeskibet M/S Anton'.
Se hele programmet her: For god ordens skyld skal det nævnes, at man kan tilmelde arrangementer helt frem til Folkemødets start.
Nye arrangementer vil dog kun blive publiceret online.
Ny arena erobres
Folkemødet får stor mediebevågenhed, ikke mindst fordi vi befinder os midt i en gryende valgkamp. Alle landsdækkende nyhedsmedier - trykte som elektroniske - er allerede nu repræsenteret på Folkemødet, og vi forventer at i alt ca. 200 journalister vil akkreditere sig.
Sidst men ikke mindst har vi opjusteret det forventede publikumsantal til 5.000. Det sker under indtryk af de tilbagemeldinger, vi har fået fra vores samarbejdspartnere over hele landet, og i kraft af den opbakning, vi mærker på Bornholm.
Tilbage er der kun at håbe på, at såvel de underjordiske som vejrguderne også vil velsigne Folkemødet. En ny politisk institution er på vej til at blive født...
Foto: http://www.flickr.com/photos/kristianjohansson/with/4806488656/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.