
Af Lars Klingenberg, formand for FOLA
Børn har brug for kendte, trygge og udviklende rammer i deres daginstitution. Ingen børn finder det trygt at blive flyttet til ukendte fysiske rammer med ukendte børn og voksne eller for den sags skyld, at blive trøstet af én de ikke kender.
Når børn starter i et ny daginstitution, gør vi forældre i samarbejde med de ansatte meget ud af at gøre opstarten og dermed forandringen så nænsom som mulig. Hvis det på nogen måde er muligt, starter barnet med besøg, som i løbet af noget tid bliver til længere og længere ophold. Jeg har aldrig hørt, at den langsomme 'indkøring' af børn skulle være overflødig eller udelukkende være bekymrede curling-forældres påfund. Derfor undrer det mig også såre, at en række kommuner kan slippe godt fra et stort antal årlige lukkedage.
Flere kommuner har mellem 20 og 25 lukkedage. Og selvom kommunerne ifg. lovgivningen er forpligtet til at tilbyde alternativ pasning, så er den alternative pasning ikke et reelt alternativ.
Det er kun meget få forældre, der benytter sig af den alternative pasning, for selvfølgelig rokerer vi ikke blot vores børn rundt som flyttegods, hvis vi overhovedet har andre muligheder. Vi holder feriedage, beder om hjælp hos familie og venner og vælger kun den alternative pasning som en absolut nødløsning.
Lukkedage i daginstitutioner koster - ifølge Dansk Arbejdsgiverforenings undersøgelse fra 2008 - virksomhederne penge på bundlinjen, når de må undvære medarbejdere, fordi de melder sig selv eller barnet syg på lukkedage. Samme undersøgelse viser, at kun 3 ud af 529 adspurgte forældre benyttede den alternative pasning.
Vi ser frem til, at der i forhandlingerne mellem regeringen og KL findes en holdbar løsning på lukkedagene, som tilsyneladende er stigende i antal. Som det ser ud nu, er det ødelæggende for familierne, som får splittet deres ferie og måske endda må vinke farvel til fælles familieferie, fordi feriedagene skal spredes og bruges på løsrevne lukkedage.
Og endelig så må vi atter engang stille spørgsmålstegn ved den direkte besparelse affødt af lukkedagene, da de ansatte fortsat skal have løn i ferie, uanset hvornår den afholdes. Så med mindre bevillingen til den enkelte institution blot beskæres og besparelsen fordeles på hele året, eller kommunerne kalkulerer med den manglende benyttelse af den alternative pasning, så har jeg meget svært ved at se hvor der spares noget.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.