KV21:
Første arvtager til Fræhr i Vejen har meldt sig

Følg de seneste navnenyheder i Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale og Nye Borgerlige op til KV21 på det kommunale landkort: Vejen, Tønder, Roskilde samt Kalundborg, Lyngby-Taarbæk og Sønderborg.
7. AUG 2020 9.16
TEMA: KV21

Ugens største KV21-nyhed er indtil videre, at en af de længstsiddende borgmestre overhovedet, Egon Fræhr (V) i Vejen, nu melder ud, at han efter at have været borgmester siden 2002 ikke stiller op igen. 

En mulig arvtager har nu meldt sig, nemlig viceborgmester Morten Thorøe, der på sin Facebook-profil skriver, at han har fulgt en opfordring fra sin lokale vælgerforening i Skodborg/Skrave om at stille op som ny V-spids. Han føler sig klar efter mere end seks år i kommunalpolitik og heraf to år som viceborgmester.

V har her flere end 600 medlemmer og placerer Vejen blandt kommunerne med stabilt politisk styre siden kommunalreformen - og har opstillingsmøde i november, hvor der skal vælges spids. Ud af 27 pladser i byrådet sidder V på de ti, mens S er næststørst med otte og K tredjestørst med fire.

De to partier fortsætter med deres spidser: Jørgen Thøgersen (S) og Frank Schmidt-Hansen (K), der ved KV17 blev nummer tre og to på listen over personlige stemmer med henholdsvis 1.410 og 1.529 efter Fræhr, der fik 1.818.

I Tønder, hvor den landsdækkende opmærksomhed for tiden samler sig om Venstres interne nedsmeltning, er der et nyt navn øverst på DF-listen: Jan Voss Hansen, der lokalt er formand for Arbejdsmarkedsudvalget og medlem af repræsentantskabet i KL, skriver JydskeVestkysten. Om han så også er partiets borgmesterkandidat er endnu uvist. DF har tre pladser i det 31 medlemmer store byråd, hvor gruppefællen Bent Paulsen var DF-spids ved KV17.

I Roskilde er den enlige radikale i byrådet Jeppe Trolle genvalgt som spids, skriver Roskilde Avis, der minder om, at Roskilde er en gammel radikal højborg, der i mange år havde radikal borgmester - hele tre i perioden 1970-1978. Trolle, der selv scorede femteflest personlige stemmer ved KV17, hæfter sig ved, at R's stemmeandel ved FV19 ville give partiet to-tre pladser - og håber at kunne kapre stemmer fra ALT.

Det i kommunal sammenhæng ret ubeskrevne højreparti Nye Borgerlige har i sommer stillet spidskandidater op. Ifølge TV Kalundborg er der i Kalundborg genvalg til spidsen fra KV17, Tonny Voldby Pedersen. Ifølge Det Grønne Område er der i Lyngby-Taarbæk også genvalg til spidsen fra KV17 Claus Bøgh Svenningsen. I Sønderborg er der ifølge Sønderborgnyt nyt navn i spidsen, nemlig Bo Kleis Christensen, der også er lokal FT-kandidat, i stedet for Karsten Høyer Grau.

Partiet fik ved KV17 blot en enkelt indvalgt, Mette Thiesen i Hillerød - og så er der siden kommet fire til i Næstved, Vordingborg og Fredericia - frafaldne fra DF. 

 

 

 

 

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
Lundgaard
Nyhedsbrev