
Tallene får partierne i Folketinget til at varsle indgreb i de supplerende dagpenge. Det er den organiserede brug af supplerende dagpenge til ansatte på fast nedsat tid, der falder politikerne for brystet.
- På pædagog- og ældreområdet tyder meget på, at kommunerne spekulerer i deltidsansættelser med supplerende dagpenge. Vi vil kigge på det. Særlig hvis
kommunerne udnytter arbejdskraften og lader staten finansiere betalingen gennem de supplerende dagpenge, siger arbejdsmarkedsordfører Thomas Adelskov (S), der lægger op til begrænsninger i adgangen til ordningen.
Mens ledigheden rasler ned, har antallet, som kommer på faste supplerende dagpenge, ikke flyttet sig i forhold til 2001. 34.000 kom sidste år på faste supplerende dagpenge, samme antal som i 2001, viser tal fra DA’s kommende arbejdsmarkedsrapport.
- Det handler om at tvinge arbejdsgiverne til at udbyde fuldtidsstillinger, siger Thomas Adelskov, der samtidig vil give ledige ret til at afvise deltidsjob inden for flaskehalsområder.
Ubegavet
Venstres arbejdsmarkedsordfører Jens Vibjerg vil også have set på, om man skal afskaffe muligheden for supplerende dagpenge inden for flaskehalsområder.
- Vi er parate til at kigge på det. Det er grotesk, at kommunerne kan spekulere i at friholde arbejdskraft, som der er mangel på. Der er ingen tvivl om, at der er et misbrug af ordningen i kommunerne, der bruger de supplerende dagpenge til at få timeplanerne til at gå op. Det er usmart og ubegavet, siger Jens Vibjerg.
I forbundet for pædagoger og klubfolk (BUPL) er formand for BUPL’s a-kasse, Lis Pedersen, forsigtig positiv over for et indgreb.
- Vi har rigtig mange medlemmer, som nu arbejder deltid, men som hellere vil arbejde fuldtid. Men kommunerne tilbyder kun deltidsstillinger. Så vores medlemmer er nødt til at modtage supplerende dagpenge for at få det til at løbe rundt økonomisk.
Hvis en ændring i reglerne gjorde, at vores medlemmer fik tilbudt fuldtidsstillinger, vil det være meget positivt. Men det kræver, at kommunerne får tilført flere penge til det formål. Vi ønsker ikke, at man indfører regler, der straffer folk på supplerende dagpenge. Det burde være kommunerne der bliver straffet for at holde folk i deltidsstillinger, siger hun.
Deltid kan være nødvendigt
Mads Lebech, formand for KL’s Løn- og Personaleudvalg og konservativ borgmester på Frederiksberg, kommer også politikerne i møde.
- I forbindelse med den netop indgåede trepartsaftale for de offentligt ansatte har vi netop aftalt at styrke indsatsen på dette område, siger han.
- Men man må i samme åndedrag også huske på, at kommunerne har et meget forskelligt behov for at rekruttere medarbejdere. Så det nytter ikke at give de offentligt ansatte ret til fuldtidsstillinger, hvis arbejdet ikke er der i den pågældende kommune. Som arbejdsgivere vil vi selvfølgelig gerne tilbyde medarbejderne fuld tid, hvis behovet er der.
- Oven i det kommer, at der f.eks. inden for ældreplejen er et større behov for arbejdskraft på bestemte tidspunkter af dagen. F.eks. vil ældre gerne stå op, og have den fornødne hjælp, om morgenen. Så man kan ikke stille det sådan op, at kommunerne overhovedet ikke har brug for folk ansat på deltid, fortsætter han.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.