dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Flertal i Hjørring afviser loft for udgifter til retssager

I en konkret sag er der rejst erstatningskrav mod kommunen på 300.000 kr., og mens sagen fortsætter i retssystemet, nærmer udgifterne til advokater sig en mio. kr.
31. JAN 2025 10.30

HJØRRING: I lyset af store advokatudgifter i forbindelse med en verserende retssag mod Hjørring Kommune foreslog to medlemmer af byrådet på det seneste byrådsmøde, at byrådet fremover skal godkende forventede retssags-udgifter over 150.000 kr.

Initiativrests-forslaget fra to medlemmer af henholdsvis DF og Vendelbo-listen ville fremover forpligte borgmesteren og kommunaldirektøren til at forelægge byrådet de forventede udgifter til retssager, hvis de skønnedes at blive over 150.000 kr. Ideen med forslaget var at undgå unødvendige tab:

"Uanset sagernes udfald har forvaltningen flere gange mistet flere skatteyderkroner, end der i udgangspunktet var risiko for", lyder det i indstillingen.

Den konkrete baggrund

Baggrunden for forslaget er en retssag anlagt mod kommunen af én af to søstre, der klandrer kommunen for ikke at reagere på en række underretninger om kummerlige forhold i deres hjem i Hirtshals før kommunesammenlægningen i 2007. Kravet til kommunen var en erstatning på 300.000 kr.

Sagen blev i byretten vundet af Hjørring Kommune, men den er anket til landsretten, og kommunens udgifter til advokatregninger er foreløbig opgjort til 943.454 kr. På den baggrund har borgmester Søren Smalbro (V) i øvrigt tidligere bakket op om et forslag fra Børns Vilkår om etablering af et erstatningsnævn, hvor borgere og kommune kan mødes fremfor at gå rettens vej.

Over for TV2 Nord begrunder Erik Høgh-Sørensen (Vendelbo-listen), hvorfor forslaget om et loft over udgifter til retssager stilles, når nu kommunen vandt den konkrete sag i byretten.

- Det gør jeg, fordi jeg tror, at kommunen taber i landsretten, og så kan den jo køre videre i en uendelighed lige til menneskeretsdomstolen i Strasbourg, siger han.

Advokater dyrere end erstatning

I en anden artikel i TV Nord fortæller borgmester Søren Smalbro, at han har stor sympati for modparten i sagen, men at kommunen følger retningslinjer fra KL, der siger, at en kommune kun må udbetale erstatning, hvis den har tabt en retssag, eller hvis dens advokat vurderer, at det er overvejende sandsynligt, at kommunen taber.

På spørgsmålet om borgmesteren synes, borgernes penge bruges godt nok, når der bruges næsten en million på en sag, som kommunen kunne have lukket for langt mindre, svarer han:

-  Vi har ikke lovhjemmel til at lukke sagen for langt mindre. Hvis vi havde haft det, havde jeg været med på, at vi kunne gøre det, siger Søren Smalbro.

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/flertal-i-hjoerring-afviser-loft-for-udgifter-til-retssager

GDPR