FURESØ: Fem af partierne talte varmt for at fjerne den forhadte forskel på skatten i Værløse og Farum, skriver Furesø Avis.
Det tegner til, at der er bred opbakning i Folketinget til at afskaffe den differentierede skat
På et velbesøgt borgermøde på Marie Kruses Skole i Farum tirsdag aften blev der sendt et klart signal fra flere partier om, at man vil have den omdiskuterede ordning afviklet.
Her var kommunalordførere og andre repræsentanter for i alt seks partier i Folketinget - Erling Bonnesen (V), Jørgen Lundsgaard (K), Nick Hækkerup (S), Lone Dybkjær (R), Flemming Bonne (SF) og Line Barfoed (EL.) - mødt frem i 'løvens hule' for at diskutere den Furesø-aftale, der blev indgået ved tvangs-sammenlægningen af Farum og Værløse for fire år siden.
Oplægget var et krav fra et enigt byråd og Lokalsamfundenes Samvirke om at få genforhandlet Furesø-aftalen i 2010, og det løfte blev givet fra samtlige seks fremmødte folketingsmedlemmer.
Derudover talte fem af de fremmødte MF'ere varmt for en afskaffelse af den differentierede skat.
- Det er fuldstændig klinkende klart, at man ikke kan føle sig som en enhed, hvis man ikke får lige behandling, sagde Nick Hækkerup (S).
Det synspunkt nød stor opbakning, men Venstres kommunalordfører, Erling Bonnesen, var som den eneste mere forbeholden. Han ville ikke komme med nogen løfter.
Også en gælds-sanering af den dybt forgældede kommune fik bred opbakning:
- Hvis Furesø var en privat virksomhed, var den gået konkurs. Og så gælds-sanerer man. Det kan være en udmærket idé, sagde Jørgen Lundsgaard (K).
Erling Bonnesen lovede dog at Furesø skal have samme serviceniveau som de omkringliggende kommuner.
tj
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.