
FREDERICIA: For blot et år siden var alt roligt i Fredericia. En borgmester med støt stigende opbakning, komfortabelt absolut flertal og syv af syv budgetter med enstemmig opbakning lovede godt for KV21. Men kun på overfladen.
En måned senere havde borgmester Jacob Bjerregaard (S) meldt sin afgang til fordel for et nyt job, som han frasagde sig blot tre dage efter. I løbet af de dage var den senere så bekendte sag om grundkøb uden om reglerne kommet frem, og derefter gik det slag i slag længere og længere ned i skandalesumpen.
Skidt for Jacob Bjerregards eftermæle, meget skidt, men for borgmesterpartiet og den nye S-borgmester Steen Wrist heller ikke nogen ønskværdig situation. Alligevel er det i store træk lykkedes den indskiftede borgmester at navigere fornuftigt i oprydningen, herunder ved fuldstændig at undlade utidigt skånsomme hensyn til forgængeren.
Vælgerne vil kunne tro på, at alt er endevendt, og hånden ikke holdt over nogen. At den nye borgmester så ikke lykkedes med et enstemmigt 2022-budget, trækker formentlig kun nævneværdigt ned for det Venstre, der ikke var med i budgetaftalen, og hvis vælgere alligevel ikke vil stemme socialdemokratisk.
Selvom S næppe omfatter den tidligere borgmester med særligt varme følelser, kan partiet dog takke ham for at have øget KV13's ti mandater til 13 ved KV17.
Selv med to færre ville det have været et absolut flertal, så der er noget at tære på. Mon ikke det rækker til at bevare borgmesterposten, selv hvis der tabes mere end to.
I en mini-serie frem til KV21 tager DK Nyt løbende temperaturen på KV21-valgkampen i en række kommuner. Tidligere kommuner i serien var Frederikshavn, Guldborgsund, Haderslev, Lyngby-Taarbæk og Viborg.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.