Finansministeriet politianmelder læk fra forhandlinger

Finansministeriet oplyser, at man har politianmeldt et læk fra fortrolige forhandlinger til Jyllands-Posten.
4. MAR 2020 18.23
TEMA: Udligning

Finansministeriet oplyser, at man har politianmeldt et læk af et internt arbejdsdokument fra udligningsforhandlingerne til Jyllands-Posten. Ifølge en kort meddelelse er der tale om et 'ministerielt arbejdsdokument'.

- Finansministeriet ser med største alvor på læk af interne papirer og har derfor i dag besluttet at anmelde forholdet til Københavns Politi, skriver departementschef Peter Stensgaard Mørch.

Ifølge ministeriet er der ingen sammenhæng med denne sag og den interne socialdemokratiske mail om 'angreb' på Venstre, der i februar blev bragt i Jyllands-Posten.

Udligningsforhandlingerne omhandler regeringens udspil til en større reform af udligningssystemet. Udspillet er blevet kritiseret af ikke mindst Venstre for at tilbageholde afgørende tal og beregninger.

Samtidigt er reformudspillet blevet kritiseret vidt og bredt af borgmestre, der ikke mener, at udspillet i sin nuværende form er fair over for lige deres kommune. Efterfølgende kom førnævnte interne socialdemokratiske mail frem, hvilket fik Venstre til at sætte forhandlingerne på pause.

De blev dog genoptaget, da Socialdemokratiet og dermed regeringen imødekom flere krav fra Venstre.

Ritzau

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt