FOLKETINGET: Finansloven for 2016 er torsdag formiddag blevet vedtaget i folketingssalen. Dermed kan finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) begynde at samle kræfter til forårets forhandlinger om boligydelsen og de andre elementer, der i 11. time blev pillet ud af den blå finanslov.
For selv om Venstre-regeringen, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Konservative 19. november gav hinanden håndslag på aftalen om finansloven, er den blevet slankere siden. Massivt politisk pres og regnestykker fra blandt andre Ældre Sagen fik i begyndelsen af december Dansk Folkeparti til at tvivle på de aftalte besparelser på boligydelsen til pensionister.
Tirsdag 15. december blev boligydelsespakken så pillet helt ud af finansloven for i stedet at blive udskudt til nye forhandlinger i foråret. Det samme gjorde de aftalte ændringer for beskatning af fonde, udligningsskatten på pensioner og affaldsgebyret.
Ritzau
Fakta
Hovedpunkterne i årets finanslov - og det der ikke kom med:
- Sundhedsområdet får tilført 2,4 mia. kr. i 2016. Pengene gives med 'fokus på ældre' og skal gå til hurtigere udredning og behandling, indsats for demente og ældre medicinske patienter, løft til fødeafdelinger og tryghed for akuthjælp i alle dele af landet.
- Der skabes en årlig 'værdighedsmilliard' på ældreområdet. Pengene skal gå til udbredelse og implementering af en værdighedspolitik i alle kommuner.
- Der afsættes 1,9 mia. kr. mere til politiet i de kommende fire år.
- Der indføres en 'fast' udlændingepolitik, hvor flere omfattes af den nye integrationsydelse.
- Registreringsafgiften sænkes fra 180 pct. til 150 pct. for personbiler og motorcykler.
- Grundskylden fastfryses på beløbsniveau i 2016.
- Forældre, der sender deres børn i frie grundskoler, får en højere tilskudsprocent til betalingen.
- Boligjobordningen genindføres for 2015 og videreføres som en ny 'grøn ordning' i 2016 og 2017.
- Der indføres et nyt kontanthjælpsloft, som skal øge incitamentet til at tage et arbejde.
- Der skabes en ramme på 150 mio. kr. om året til 'vækst og udvikling i hele Danmark'.
- NOx-afgiften nedsættes, og reklameafgiften annulleres.
- Der skabes bedre vilkår ved generationsskifte i familieejede virksomheder.
- En ny ramme på 75 mio. kr. årligt til fødevare- og landbrugspakke.
- Kompenserende miljøtiltag for lempning af landbrugets kvælstofregulering.
Fire elementer er taget ud af finansloven. De derved manglende penge skal findes i en ny forhandling til foråret:
- Boligydelse: Den planlagte besparelse på 90 mio. kr. i 2016 droppes, men partierne skal søge at finde pengene inden for boligydelsesområdet.
- Fonde: De aftalte ændringer for beskatning af fonde lempes, og det betyder, at der skal findes 80 mio. kr. til foråret på den konto.
- Udligningsskatten: Partierne har aftalt at diskutere, hvor meget der skal betales i udligningsskat på pensioner.
- Affaldsgebyr: Partierne vil drøfte, om gebyret skal gøres til en tilvalgsordning.
Kilde: Finansministeriet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.