dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Favrskov fremlægger budgetforslag med reduktioner og udvidelser

Favrskov Byråd er blevet enig om et budgetforslag med udvidelser for 10,2 mio. kr. og reduktioner for 9,4 mio. kr.
6. SEP 2025 9.23

FAVRSKOV: 24 ud af Favrskov Kommunes 25 byrådsmedlemmer står bag budgetforslaget for 2026, der både byder på udvidelser, reduktioner og et stort anlægsprogram. Kun Enhedslisten står udenfor. 

- Jeg synes, vi er lykkedes ganske godt med at lave et budgetforslag, hvor der er mulighed for at iværksætte flere nye tiltag på velfærdsområderne. Samtidig kan vi gennemføre en række nødvendige anlæg på bl.a. dagtilbud, skoler og ældreområdet, fortæller borgmester Lars Storgaard (K) i en pressemeddelelse.

Samlet set er der udvidelser for 10,2 mio. kr. i 2026, som primært er til nye tiltag inde for dagtilbud, skoler og ældreområdet. De planlagte reduktioner er på 9,4 mio. kr., hvoraf flest kommer gennem effektiviseringer og derved har minimal indflydelse på den kommunale service.

Kommunen har stigende udgifter til det specialiserede socialområde for voksne samt tabt arbejdsfortjeneste, og byrådet har derfor besluttet at tilføres 6 mio. kr. til de to områder i hvert af de fire budgetår.

På anlægssiden er der indarbejdet udgifter på 135 mio. kr. i 2026 og ca. 115 mio. kr. i hvert af årene 2027-29. Dette sker bl.a., fordi kommunen oplever vækst af både børn og ældre.

Ny beredskabskoordinator

Der er bl.a. aftalt en reduktion af budgettet til kollektiv trafik på 1,25 mio. kr. i 2026, hvilket skal ses i lyset af, at der har været et mindreforbrug på 1,6 mio. kr. i 2024.

Derudover har byrådet besluttet, at der skal ske en harmonisering af specialklassestrukturen, så der fremadrettet kun findes en type specialklasse, hvilket giver en reduktion på 1,5 mio. kr. årligt efter fuld indfasning.

Blandt udvidelser afsættes 0,5 mio. kr. årligt til finansiering af sagsbehandlingskapaciteten på det specialiserede socialområde, og der afsættes 0,6 mio. kr. årligt til at styrke kommunens beredskab.

Tilbage i juni godkendte byrådet indkøb af forsyninger og udstyr, der skal sikre botilbud og plejecentre ift. forsyningssvigt i tre døgn. De 0,6 mio. kr. skal derfor anvendes til at oprette en stilling som tværgående beredskabskoordinator, som skal sikre en koordinering af beredskabsindsatsen på tværs af organisationen og de tre overordnede beredskabsplaner: Plan for fortsat drift, Sundhedsberedskabsplanen og IT Sikkerhedsplanen.

Læs alle artikler om kommunernes økonomi og budgetter for 2026 under temaet Budget 2026.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/favrskov-fremlaegger-budgetforslag-med-reduktioner-og-udvidelser

GDPR