Et opgør med brug og smid væk samfundet

Af Paul Hegedahl

Helle Katholm Knutsen og Anders Knutsen:
'Pris eller poesi';
Gyldendal Business, København 2008.
244 s., hft., 14 x 21 cm., litt.liste.
Kr. 249,00 inkl. moms.
ISBN 978-87-02-07138-2.

Det er vel ikke så sjældent, at et menneske har ønsket sig et sted hen - enten i bogstavelig forstand fysisk eller i overført betydning - og så, når det er blevet en realitet spekulerer over, om hvorfor det mål, det ønske var så vigtigt.

Forfatterne af 'Pris eller poesi' har givet kapitel 4 overskriften 'Vi har nået Utopia' - og så skulle alt jo være godt. Men, de formulerer et engageret og skarpt opgør med dette tilsyneladende Utopia, vi - i hvert fald i den vestlige verden - har nået. Selv om vi fra et materielt synspunkt ser ud til at have nået Utopia, siger forfatterne: ' har flere og flere en overraskende følelse af usikkerhed og manglende tilfredshed. Ikke mindst fordi spørgsmålet om, hvor vi skal hen herfra. Trænger sig mere og mere på. Flere og flere kan købe det hele og meget mere, hvis vi ellers ser stort på, om det holder, og hvad der skal ske med alt det, vi kasserer efter kort tids brug. Uendelige valgmuligheder med minimale forskelle fylder gadebilledet og websites. Kan man ikke finde penge til originalen, kan man jo altid købe en kopi. Jo rigere vi er blevet, desto mere skidt køber vi. Desto mere discountagtigt rejser vi. Desto mere menneskeløst betjener vi hinanden. - - - Og vi taler uafbrudt om den ekstreme individualisme som et ønskværdigt fremtidsbillede, samtidig med at varerne bliver mere og mere standardiserede'.

Diskussionen om, hvad vi vil med samfundet var allerede i fuld gang inden den økonomiske krise - på mange niveauer. Nu har den forstærket og nuanceret diskussionen med hensyn til, om vi - ud over de æstetiske, etiske og miljømæssige krav - rent økonomisk er bedst tjent med høj kvalitet, der holder eller om det handler om, at få alle varer og tjenesteydelser så billigt som muligt? Det er klart, at der aldrig kan være tale om et rent enten/eller, men det er lige så klart, at det nu for såvel det enkelte menneske, den enkelte virksomhed/organisation som samfundet som helhed er på tide at tænke sig grundigt om og seriøst drøfte, hvad vi skal forstå ved kvalitet og sætte vores mål derefter.

At det er på høje tid kan enhver forvisse sig om, ved et par gange eller tre at følge reklametv-sekvenserne.

Poesi og passion
Der er mange meninger om, hvad poesi er - og om poesiens berettigelse. Matthew Arnold (1822 - 1888), engelsk digter og kuturpersonlighed sagde: Den bedste poesi formår som intet andet at udvikle os og give os styrke og glæde.

Forfatterne forklarer deres brug af ordet 'poesi' i denne bog således: 'Fordi det mere end noget andet ord dækker den helhed af det konkrete, det sanselige, de indbyggede historier og drømme - alt det, den enkelte kan tolke ind i sit eget univers. Er der poesi i olivenolie, i korn, i løbesko, i piller mod smerter, i forsikringer, i huse, i penge? Det kan der være. Alt afhænger af det menneskesyn, der ligger bag, ideernes kraft og modet til at formidle det hele med tilstrækkelig passion og ansvar'.

Og forfatteren Edgar Allen Poe (1809 - 1849), som vi tidligere har anmeldt bøger af her på dknyt.dk, havde denne mening: 'For mig har poesi ikke været et mål, men en passion, og passionerne bør holdes i ære; de må ikke - de kan ikke vækkes efter behag med menneskehedens usle løn eller endnu mere usle ros for øje'. Med andre ord - ikke for penge, ikke af forfængelighed, men kun af kærlighed.

Forfatterne kalder bogen 'Pris eller poesi' man kan, som de så også gør flere steder - og som Edgar Allen Poe så engageret udtrykker det - også drage et tredje P-ord ind i sammenhængen: Passion. Og forfatterne indleder rent faktisk 'Pris eller poesi' med at citere den tyske arkitekt Walter Gropius (1883-1969), som grundlagde Bauhaus og sammen med sine to samtidige Mies van der Rohe og Le Corbusier regnes for inspiratoren for den moderne arkitektur:

'Uanset hvad du foretager dig, må din passion være så dyb, at du aldrig lader dig aflede fra dit mål. Tråden kan rives ud af dine hænder, men hver gang skal du have tålmodighed til at finde den igen. Forestil dig, at du skal leve evigt, og gør det, du må gøre, i det lys, Kast dine planer langt ud i fremtiden. Med det mener jeg, at du skal føle ansvar uden tidsbegrænsning, og overvejelserne om, hvorvidt du vil være her, når resultaterne viser sig, skal du skyde fra dig. Hvis dit bidrag har været væsentligt, vil der altid være nogen, der tager over, hvor du må slippe. Det vil være den udødelighed, du kan gøre dig håb om'.

Det handler altså i høj grad om, at skabe passionen og ønsket om at levere den bedst mulige kvalitet, som er holdbar og som - når det gælder immaterielle ydelser - er skabt til mennesker og har langvarig virkning.

Et eksempel
Helle Katholm Knutsen og Anders Knutsen giver et eksempel på, hvad de mener med poesi frem for pris. Det gengives i sin helhed, fordi det så klart fortæller, hvad det handler om: 'I vores spisestue står et 30 år gammelt Alvar Alto-bord. Den blå linoleumsplade er plettet efter et utal af måltider og dækkes til pænt brug af en dug. Benene har åreknuder efter møder med sko og stole, og der er kun en eneste grund til, at vi endnu ikke har udskiftet det veltjente møbel med en yngre model. Vi nænner ikke at smide det ud. Allerhelst skal det gå i arv. Da bordet blev købt, gik en drøm i opfyldelse. Drømmen slugte sparepengene og blev afdraget månedsvis, som det var almindeligt for unge ubemidlede dengang. Det måtte i starten finde sig i at være i stue med brune, hjemmemalede reoler og gardiner af ubleget lagenlærred, men den finske stjernearkitekt var et idol, og bordet blev det første af flere i familiens Alto-samling.

Var valget dengang i 1970'erne, hvor de fleste af os byggede reder med ølkasser og arvestykker, faldet på et billigt bord, og havde vi for forandringens skyld skiftet det ud med jævne mellemrum, var det formentlig med tiden blevet til fem-seks stykker. Totalprisen havde været nogenlunde den samme i kroner, men et andet regnestykke er nok så interessant. Tager man bordet, skabt af den verdenskendte, karakteristiske designer og arkitekt, og trækker man seks billige borde fra, er der poesien til forskel. Det er ikke et faktum, men en overbevisning, der deles af alle med hang til poetiske produkter. Faktum er det til gengæld, at hvis man tager de seks billige borde og trækker Alto fra, er der en stak træaffald til forskel'.

Et andet eksempel kan hentes fra de netop anmeldte tidsbilleder af Hans Edvard Nørregård-Nielsen, der i 'Noget nær' om den gang, da han i midten af 1960'erne skulle indrette sig, i stedet for at købe billigt, som fornuften tilsagde, henvendte sig med et beløb til udbetaling i et 'bedre møbelhus på Gammel Kongevej. Her endte jeg opildnet af en smuk rødhåret dame med at vælge et arbejdsbord i lys eg af Wegner, der også havde ansvaret for en beslægtet bogreol, medens briksen skyldtes Børge Mogensen. Damen hoppede opmuntrende på den, bare se her og hop selv med! Den briks vil uden besvær vare Deres børnebørns tid ud!'.

- for nu at understrege eksemplet endnu mere, så bliver denne anmeldelse skrevet ved et 50 år gammelt - også særdeles veltjent - Børge Mogensen-bord, der har medvirket i en del begivenheder, både komedie, tragedie og poesi.

Målet med bogen
'Mené, mené, tegél, ufarsin' blev der skrevet på væggen hos kongen over Babylon, Belshassar. Det betød: 'Du er vejet på vægten og fundet for let - du og dit kongeriges dage er talte'. I dag står der, ifølge forfatterne 'Alvor og ansvarlighed' på væggen. Vi står i en situation, hvor vi skal vælge. I en situation, hvor modsætningen mellem fællesskabet og det individuelle meget vel kan være under opløsning. Over for muligheden for at virksomheder og forbrugere vedkender sig et ansvar for klodens tilstand og bidrager til dens overlevelse. De ønsker, at de fælles overordnede mål skal være

• Vækst og værdighed.
• Nydelse og ansvarlighed.
• Ærlighed og gennemsigtighed.
• Det individuelle og det fælles bedste.
• Bedre kvalitet til de mange og idemæssig og funktionel   holdbarhed.

De er overbeviste om, at kun idealer og drømme kan bringe os derhen, hvor de ønsker, vi skal komme. At vi får produkter, fremstillet af mennesker, der har fået lov til at gøre sig umage og opføre sig ansvarligt, til mennesker, der får mulighed for at dele ansvaret for fremtiden i kraft af de valg, der foretager.

Målet med bogen er også at gøre det klart, at dette ikke er en proces, der gennemgås én gang for alle, men en stadig proces.

Det er, siger Helle Katholm Knutsen og Anders Knutsen,
ikke en bog, der plæderer for 'fast fashion' eller masseluksus. Ikke mindst dele af modebranchen bliver i disse år klædt af til skindet, og det handler ikke kun om samspillet og sammenfaldet med discountmarkedets brug og smid væk-filosofi og dermed enorme energiforbrug - men også om gamle kendte mærkers visionsløse profitjagt.

Og her er de absolut ikke alene. Det er - i mindre urbant sprog - blevet udtrykt således: 'Når børn arbejder i ulandene i dag, så er det, fordi vi ikke insisterer på at andre mennesker også har ret til fagforeninger, et liv og til at sige nej til sex! Nå! For er det ikke sådan, frøken Tenna, at vi vil meget hellere have et par nye støvler end at bekymre os om, hvor gamle de indiske garveriarbejdere var, da de stod i syre til knæene for at støvlerne kunne blive glatte, bløde og lækre? Hm?
Men det jo svært at . . .
Ja, gu er det svært! Men vælger vi de politikere der vil gøre det let? Nej gu gør vi røv og nøgler! Og hvorfor gør vi ikke det? Fordi vi er nogle pubertære, selvsmagende, forfængelige liderbasser der meget hellere vil have nye støvler og fladskærme og røvpule hele verden, fordi vi har pengene til at det kan lade sig gøre! Det ville jo eller være så særdeles udmærket for miljøet, dersom ikke alting skulle sende tre gange rundt om jordkloden! -' Jesper Knallhatt: 'Både-Og - Torsdag', Det Andersenske Forlag 2008.

Forfatterne siger: 'Pris eller poesi' er vores personlige fortælling om ideers og værdiers bæredygtighed og kraft til at inspirere alle, der arbejder med at få fællesskaber til at leve'.

Bogens indhold
Ud over et forord/en optakt, en litteraturliste, en beskrivelse af Bang & Olufsens syv Corporate Identity Components og en grundig redegørelse for forfatternes baggrund og holdninger har bogen 14 kapitler:

1. Markedet deler sig

2. Masseluksus

3. Verdens vækkeur ringer

4. Vi har nået Utopia

5. Værdier

6. Visioner

7. Værdibaseret, visionær, vækstorienteret ledelse

8. Design og arkitektur

9. Innovation

10. Kommunikation

11. Syntesen mellem kunstneren og købmanden

12. Håbløst moderne værdier?

13. Vision: Det menneskelige marked

14. Den poetiske forretningsmodel

- og desuden er der 'Bogens røde tråd - executive summary' - som til trods for titlen er på dansk.

Kvalitet, kunstnere og købmænd
Kvalitet er et emne, der jævnligt bliver behandlet og drøftet her på dknyt.dk - i artikler, debatindlæg, boganmeldelser. Også Knutsen og Knutsen har i sagens natur konstant kvalitetsperspektivet i forgrunden. De forudser - og ønsker - en revitalisering af begrebet kvalitet, der er tæt forbundet med det menneskelige aspekt. 'Discount', siger de, 'tager udgangspunkt i bundprisen og bevæger sig via en flod af nye produkter til så mange mennesker som muligt, alt imens udbyderne hårdnakket insisterer på, at kvalitet og pris intet har med hinanden at gøre. Billigst er bedst, lyder det fælles slogan. I poesimarkedet, hvor kvalitet er langt mere end funktion og overfladedesign, tager man udgangspunkt i mennesket. Vi har valgt at bruge ordet 'kunstneren' som fællesbetegnelse for dem, der repræsenterer modsætningen til det rent kommercielle, som købmanden personificerer, og med den største respekt for, at kunstneren aldrig må blive forretningslivets hofnar. Kunsten og forretningsverden kan berige hinanden på utallige velkendte og nye måder'. Det handler om både at skabe bedre kvalitet til de mange og idémæssig og funktionel holdbarhed.

'Alle har ret til - - -'
Uden at gøre krav på at være hverken humorist eller filosof, er anmelderen - inspireret af Robert Storm Pedersen og Søren Kierkegaard - underkastet trangen til sammenlignende billeddannelse i ubevogtede øjeblikke. I dette tilfælde mellem Hans Edvard Nørregård-Nielsen 'Som Sagt. Et tidsbillede' og Helle Katholm Knutsen og Anders Knutsen: 'Pris eller poesi'. I begge bøger kommer der et stilfærdigt, men dybfølt opgør med et af de reklamebudskaber, der har været mest brugt i de senere år: 'Alle har ret til et fedt køkken!

Knutsen og Knutsen siger bl.a.: I den vestlige verden er vi blevet til jeg. Pligt er et ukendt ord for mange, mens rettigheder har bred sig langt ud over den politiske sfære og ind på forbrugsområdet. Alle har ret til et fedt køkken. Vi beklager gentagelsen, men der findes ikke en mere rammende metafor for materialismens Utopia. Individualismen hævder det enkelte menneskes værdi og ret over for alle andre mennesker, samfundet og staten, og der er ingen tvivl om, at fokus på individet og dets ønsker, behov, følelser og meninger har ført meget godt med sig: mere frihed, mindre patriarkalske samfund, mindre ulighed, færre muligheder for at påberåbe sig ufortjent autoritet, mindre tvangsbaseret autoritet - men enevælden til at alle og enhver i både privat- og arbejdslivet har en pris. Livet opleves ofte mindre stabilt og mere forvirrende for den enkelte. Egoisme er blevet eftertragtelsesværdig og betragtes som en dyd, og færre har kræfter eller lyst til at tænke på andre end sig selv og sine allernærmeste. Et almindeligt arbejde, der ikke har den kreative klasses stempel på sig, er ikke nok til respekt i fællesskabet. Alt dette bliver i længden problematisk for både samfundet og miljøet, og det bliver ensomt for den enkelte'.

Hans Edvard Nørregård-Nielsen siger bl.a.: ‘ - - - Hvis dette er lidt småsnak på stedet, skyldes det, at jeg har måttet sunde mig oven på en fremlagt annonce med teksten 'Alle har ret til et fedt køkken'. Nu ved jeg ikke, hvordan de for et halvt hundrede år siden havde det nordenfjords, men jeg husker fra de mere civiliserede egne søndenfjords adskillige køkkener, der var fra, før alle havde ret til et fedt køkken. - - - Der var noget ved tiden, som betød at køkken og toilet var husets ringeste rum. Både in- og output forventedes ordnet uden de store adspredelser, og det var unægtelig noget andet end i dag, hvor alle som nævnt har ret til et fedt køkken og for at holde balance i tingene ofte får et smart badeværelse med i købet. - - - Køkkenet, det fede altså, er nærmest demonstrativt anderledes med sin kogeø, hvor det er meningen, at et ægtepar, eller hvordan de nu ellers hænger sammen, gerne rart i fællesskab kan fremtrylle små kaloriefattige måltider, medens de med et glas rødvin inden for rækkevidde drøfter småt og stort fra den overståede arbejdsdag. Ved et andet bord sidder børnene, der ved den slags lejligheder altid hedder ungerne, og laver lektier. - - - men man oplever desværre, at folk trods den gaveregn af lån, der i de sidste år er haglet ned over landet, har så travlt med at betale mængden af herligheder, at der nærmest ikke er tid til at bruge dem. Jeg er undertiden med til at sidde i sådan et køkken med et menneske, hvis kone er på kursus, og så åbner vi hver en dåse makrelguf og spiser en klapsammenmad af rugbrød til'.

Når man sammenligner disse billeder, hvoraf det ene oven i købet er et tidsbillede, ser det ud til, at der er ved at være en vilje til et opgør med det åndløse og alt for ligegyldige masseforbrug, der tilmed giver sig ud for at være udtryk for individualisme. Det gælder så i disse billeder - og måske i første omgang - det private forbrug, men hvad med vores fælles forbrug i den offentlige sektor. Vil der også være en vilje til at gå nye veje her?

Pris eller poesi i den offentlige sektor?
Det gentages i 'Pris eller poesi' som i så mange andre bøger, at kunden er konge. Efterspørger kunder produkter med holdbare ideer og kvalitet, vil de også blive skabt. Kunden har principielt altid fat i den lange ende. Og ja, det er helt overordnet rigtigt - og det vi må håbe på. Men, som også Vagn Greve så klart gør opmærksom på i 'Offentlig ledelse. Teorier og temaer i et politologisk perspektiv' er der ligheder mellem visse former for ledelse i den offentlige sektor og kommercielle virksomheder, men også væsentlige forskelle mellem de værdier, de står for og som deres interessenter forventer af dem. Her har vi som kunder ikke den afgørende magt, men befinder os i udpræget grad i Max Webers jernbur, som, hævder nogle, har tremmer af guld i dag. Men den offentlige sektor er ikke en forretning og i den sammenhæng er vi borgere og ikke kunder og Danmark er et samfund.

Det kan og må give anledning til en række vigtige spørgsmål om, hvor velovervejet det egentlig er at forsøge at omforme de offentlige embeder med visse af den private sektors forretningsmodeller som forbillede. Danmark er et samfund! I de seneste år har vi i Danmark set en række tiltag med hensigten at skabe et samfund og en administrativ kultur, hvor mere og mere fra et politisk flertals side ønskes privatiseret eller i hvert fald drevet på markedsbetingelser. Og der er flere og flere tegn på, at det er discountversionen af markedet, der vælges i en enøjet og ensidig, kortsigtet økonomisk tankegang.
Forfatterne af denne bog siger andet sted: ' Alternative røster er kommet til orde, men også til kort undervejs, ikke mindst når de er blevet konfronteret med den fremtidige finansiering af velfærdssamfundene, og det afgørende skud for boven fik de, da discountudbyderne satte sig på 'de demokratiske produkter' og 'demokratisk design'. Hvem kunne ved sine fulde fem være imod demokrati? Med denne på samme tid begavede og helt misvisende brug af en af Vestens kerneværdier er markedet blevet oversvømmet med dårlig kvalitet og mennesketom såkaldt service'.

Man kommer til at tænke på da Danmark gik bankerot i 1813, og vi i 1814 på grund af en aldeles forfejlet udenrigspolitik måtte afstå Norge. Det var den gang Frederik den Sjette sagde: 'Fattige og elendige ere vi, lad os nu ikke også blive dumme, for så kan vi ligeså godt nedlægge nationen'. Lad os nu sørge for at bevare eller genindføre kvaliteten og poesien også i den offentlige sektor. Lad os ikke vælge discountmodellen den ene gang efter den anden. Fx kan vi bruge lidt flere penge på bygning af de enkelte bygninger og veje. Det kan dels medføre, at de holder længere, så vedligeholdelsesudgifterne bliver mindre - og måske også, at brugerne viser større hensyn i det lange løb. Men, det gælder så også i høj grad de menneskelige ydelser, hvor der bør vælges de former, der har den højeste kvalitet. Samtidig kunne vi så vise de ansatte i den offentlige sektor, at vi værdsætter deres arbejde og betragter dem som selvstændige mennesker, der ikke skal have indtil flere kontrolinstanser til at forsinke og forbitre deres arbejde.

Om forfatterne
I bogen gøres der meget udførligt rede for forfatternes baggrund og - ikke mindst - deres samhørighed med Bang & Olufsen. Her skal blot nævnes, at Helle Katholm Knutsen, har uddannet sig i kommunikation og ledelse. Hun har været PR-chef hos Bang & Olufsen, hvor hun havde ansvaret for den internationale kommunikation. Hun forlod virksomheden, da hun blev gift med Anders Knutsen, som på det tidspunkt var administrerende direktør for B&O. Siden har hun arbejdet freelance med idéudvikling, rådgivning, tekster og foredrag. Hun har været engageret i Den Europæiske Filmhøjskole og er medstifter af Den Skandinaviske Designhøjskole. Helle Katholm Knutsen har skrevet flere andre bøger.

Anders Knutsen er cand.oecon. fra Aarhus Universitet 1973. Han har haft flere stillinger hos Bang & Olufsen og var administrerende direktør for virksomheden 1991-2001. Han har været - og er medlem af en række bestyrelser, bl.a. som formand for Danisco, en post han nu har forladt.

Vi vælger hver dag
Uden vi gør os det klart, vælger vi hver dag i mange situationer mellem pris og poesi. Det er vigtigt, at vi
bliver meget mere bevidste om de valg - både som forbrugere og som borgere og leverandører.
Synspunkterne i 'Pris eller poesi' kan være med til at gøre os mere opmærksomme. Vi skal ikke tro, at det er en værdikamp, der udelukkende udspiller sig her i landet, i Europa eller den vestlige verden, som der bliver gjort opmærksom på i anmeldelsen af Robyn Meredith: ‘Elefanten og dragen. Indien og Kina som nye markeder og nye magtcentre', 05/06/09 Jordens økonomiske og politiske landskab ændrer sig markant - lige nu og her er nye spillere på vej ind på poesimarkedet.

En anden vigtig dimension, som det vil være vigtig at overveje og forholde sig til, at en meget stor del af både udbuddet af varer og serviceydelser fremover vil foregå i og via den virtuelle verden - og i sig selv være virtuelle. Også de offentlige serviceydelser. Hvordan bevarer vi menneskeligheden og øger kvaliteten og fastholder poesien i de relationer?

Relaterede artikler
16/07/09 Hvad er meningen med det hele?
14/04/09 Opgør med en byrde uden mening
01/12/08 Behov for nytænkning om kvalitet i den offentlige sektor - det handler om mennesker
10/11/08 Vildveje i velfærdsstaten
23/10/08 Markedsplads eller samfund?
06/03/08 Den nødvendige bog om kvalitet

Yderligere læsning
http://www.ladegaard.as/LADEGAARDAS/ladegaardblendedlearning/Nyheder/Nyhedsarkiv1/PrisellerPoesi.aspx

Per Thygesen Poulsen: ‘Break-Point: Anders Knutsen Og Bang & Olufsen'
Forlaget Centrum, Århus 1997.
ISBN 87-583-1045-2.

'Om folkeoplysningen. Vi vil have Frederik 6. tilbage',
af Poul Erik Kandrup, skoleleder i DOF Helsingør Aftenskole http://www.dfs.dk/media/111056/kandrup_fol_udv.pdf