Et dobbeltmandat for hver 15 MFer - som ikke er DFer
Lars Christian Lilleholt (V). (Foto: Tariq Mikkel Khan, Polfoto)

Et dobbeltmandat for hver 15 MF'er - som ikke er DF'er

Mens en byrådstjans oveni posten som MF snarere er regelen end undtagelsen i Dansk Folkeparti, er dobbeltmandater et særsyn blandt de fleste andre partier
23. JUN 2015 14.00

FOLKETINGET: Dobbeltmandater er generelt et særsyn i Folketinget, med Dansk Folkeparti som markant undtagelse. De 138 kontinentaldanske folketingsmedlemmer uden for DF råder over blot 15 pladser til deling, og endda står det antal til at blive skåret ned til højst ni, svarende til et dobbeltmandat for hver 17 folketingsmedlemmer.

Til sammenligning tegner Dansk Folkepartis 37 folketingsmedlemmer sig for tilsammen 31 pladser i byråd og regionsråd, et antal der vil blive skåret ned til højst 24, svarende til to dobbeltmandater for hver tre folketingsmedlemmer.

De 15 ikke-DF'ske dobbeltmandater fordeler sig med fire fra Venstre, tre konservative, to fra Liberal Alliance, tre fra SF og tre socialdemokrater. De to sidstnævnte partier tillader imidlertid ikke dobbeltmandater, så når de i alt seks nyvalgte folketingsmedlemmer fra S og SF har afgivet deres byrådsposter, bliver det samlede antal dobbelmandater uden for Dansk Folkeparti nedbragt til ni. 

Tilsvarende tillader Dansk Folkeparti ikke tredobbelte mandater, så syv nyvalgte DF-folketingsmedlemmer, som desuden har sæde i både byråd og regionsråd, vil hver skulle afgive en af disse poster. Det bringer det samlede antal ned på 24 DF-dobbeltmandater, tre gange så mange som de resterende partier i Folketinget har tilsammen.

De 15 dobbeltmandater uden for DF's rækker er:

  • Jan E. Jørgensen (V) - Frederiksberg Byråd
  • Jane Heitmann (V) - Faaborg-Midtfyn Byråd
  • Lars Chr. Lilleholt (V) - Odense Byråd
  • Hans Andersen (V) - Frederikssund Byråd
  • Mai Mercado (K) - Frederiksberg Byråd
  • Rasmus Jarlov (K) - Københavns Borgerrepræsentation
  • Mette Abildgaard (K) - Regionsråd Hovedstaden
  • Laura Lindahl (LA) - Frederiksberg Byråd
  • Villum Christensen (LA) - Slagelse Byråd
  • Karsten Hønge (SF) - Regionsråd Syddanmark
  • Trine Schøning Torp (SF) - Halsnæs Byråd
  • Jacob Mark (SF) - Køge Byråd
  • Pernille Schnoor (S) - Hørsholm Byråd
  • Erik Christensen (S) - Nyborg Byråd
  • Daniel Toft Jakobsen (S) - Hedensted Byråd

 

Foruden de nævnte er Carl Holst (V) allerede udtrådt af Regionsråd Syddanmark, og Yildiz Akdogan (S) tog orlov fra Københavns Borgerrepræsentation, da hun midt i foregående valgperiode kom i Folketinget som stedfortræder, efter at Karen Hækkerup nedlagde sit mandat.


Om Dansk Folkepartis dobbeltmandater, se særskilt artikel.

 

Opdatering 26. juni 2015:
Desværre var Mette Abildgaards (K) medlemskab af Regionsråd Hovedstaden overset i den oprindelige artikel, men er nu tilføjet. Diverse antalsangivelser er ændret tilsvarende: 15 ikke-DF'ske dobbeltmandater i stedet for 14, forventet reduceret til ni i stedet for otte, svarende til et dobbeltmandat for hver 15 folketingsmedlemmer i stedet for for hver 17. Tallet er også ændret i overskriften).

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt