dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
4. november 2020 besluttede regeringen, at 15 millioner mink i Danmark skulle aflives på grund af frygt for et muteret coronavirus hos mink. Erstatningsudgiften stiger nu med over seks milliarder kroner.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Erstatning til minkavlere stiger med over seks milliarder

Udgifterne til det nedlagte minkerhverv stiger samlet til knap 30 milliarder kroner efter nyt skøn.
31. JAN 2024 7.02

Regningen til minkavlerne bliver større end hidtil antaget. Det sker, over tre år efter at et flertal i Folketinget besluttede, at millioner af danske mink skulle aflives for at dæmme op for en mulig mutation af coronavirus i mink.

Dermed blev minkavlerne berettiget til erstatning fra staten - og den bliver højere end først ventet. Regningen stiger ifølge et skøn med 6,3 milliarder kroner, oplyser fødevareminister Jacob Jensen (V) til Ritzau.

- Det er selvfølgelig stadig et skøn, fordi vi kommer jo først i mål, når vi har alle afgørelserne færdiggjort. Men det her er et bedre skøn, end det vi havde tidligere, siger Jacob Jensen.

Skønnet stammer fra de første 51 afgørelser fra Taksationskommissionen, som nu er kommet. Ifølge Fødevarestyrelsen er niveauerne for erstatning i afgørelserne højere end tidligere vurderet.

Jacob Jensen orienterede i oktober 2023 Folketinget om, at udgifterne til erstatningerne ville blive højere end først antaget. Den gang blev det vurderet til at være omkring to milliarder højere. Men det blev altså 6,3 milliarder kroner ekstra oven i hatten.

Bliver ikke taget fra andre områder

Udgiften til erstatning til minkavlerne og branchens følgeerhverv udgør nu cirka 24 milliarder kroner. Samlet set vil udgifterne udgøre cirka 29,5 milliarder kroner, der også indeholder udgifter i forbindelse med nedrivningsopgaver.

Det arbejde er indledt. Bygningsstyrelsen kalder det danmarkshistoriens største nedrivningsopgave i nyere tid. Fødevareministeren forsikrer, at pengene ikke skal findes fra andre områder, som for eksempel ældre- eller sundhedsområdet, da der er tale om ekstraordinære udgifter.

Men det er skatteborgerne, der skal betale for nedlukningen af minkerhvervet, og ministeren kan godt forstå, hvis folk synes, "at det er rigtig mange penge".

- Men jeg håber også, at folk synes, at det er rimeligt, at hvis man får fjernet sit livsgrundlag, at man bliver eksproprieret af staten, at man så helt grundlovssikret skal have en erstatning, der svarer til det tab, man har lidt, siger han.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/erstatning-til-minkavlere-stiger-med-over-seks-milliarder

GDPR