En slags arbejdsro i S i Esbjerg efter års uro. Men kun en slags
Fra venstre John Snedker, Søren Lambertsen, Connie Geissler og Jørgen Ahlquist.
Foto: Esbjerg Kommune

En slags arbejdsro i S i Esbjerg efter års uro. Men kun en slags

To gruppeformænd sagde op med en uges mellemrum, men nu har man fundet en tredje. Stadig ingen afklaring om plads i økonomiudvalget og heller ingen KV21-spids.
27. JAN 2020 10.37

ESBJERG: Den socialdemokratiske gruppe i Esbjerg Byråd har etableret en slags arbejdsro efter lang tids indre stridigheder - men netop kun en slags, for situationen er langt fra ideel med en gruppeformand, der ikke har sæde i økonomiudvalget. Miseren i byrådsgruppen har flere udspring, men aktuelt skyldes den diverse personrokader.

Først meddelte den hidtidige spids John Snedker, at han ikke ville fortsætte som borgmesterkandidat, og som foreløbig konsekvens overgik gruppeformandsposten til Søren Lambertsen. Det var umiddelbart efter KV17, men lige før jul sidste år havde han fået nok og afgav gruppeformandsposten.

Interne frustrationer over at det ikke ved KV17 var lykkedes at omsætte Venstre-borgmester Johnny Søtrups afgang til et socialdemokratisk comebak efter 24 år ude i kulden, var efter to år blevet for meget for Søren Lambertsen. Yderligere en uge efter blev de også for meget for den nye gruppeformand Connie Geissler, der var konstitueret på posten efter Søren Lambertsens afgang. Hun blev afløst som konstitueret gruppeformand af Jørgen Ahlquist, som nu også er valgt permanent efter en forligsindsats bistået af udenbys socialdemokrater.

Helt løst er situationen dog langtfra.

Aktuelt er det et problem, at den nye gruppeformand ikke har en plads i økonomiudvalget og umiddelbart heller ikke udsigt til at få det, idet to af partiets pladser indehaves af udvalgsformænd og den tredje af forhenværende gruppeformand og forhenværende borgmesterkandidat John Snedker, som indtil videre ikke har vist tegn på at ville give den fra sig. På bare lidt længere sigt suppleres dette aktuelle problem af manglen på en indlysende borgmesterkandidat til at gøre et forsøg på at fravriste Jesper Frost Rasmussen (V) borgmesterposten, inden han kommer til at sidde lige så sikkert på den som sin forgænger.

Socialdemokratiet i Esbjerg har historisk meget dårlige erfaringer med ikke at have sin borgmesterkandidat på plads. Indirekte er vaklen på det punkt årsag til, at Venstre siden KV93 har siddet uafbrudt på borgmesterposten i den tidligere socialdemokratiske højborg.

Det skyldtes, at man ved en planlagt borgmesterkandidatudskiftning tilbage ved KV89 i sidste øjeblik vragede sin hidtidige kronprins Keld Vagner Jensen til fordel for den kort forinden tilflyttede Flemming Bay-Jensen. Han var blevet politinspektør i byen efter flere år som formand for politiforbundet, og han lykkedes også med at blive borgmester, men holdt sensationelt kun i en enkelt periode, før han blev væltet.

Et knæk Socialdemokratiet i Esbjerg endnu ikke har forvundet. Den vragede Keld Vagner Rasmussen kom derimod hurtigt videre og blev kommunaldirektør i Struer fra 1989 frem til sin pension i 2008.

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt