I slutningen af denne uge blev den bebudede særlov for ukrainske krigsflygtninge vedtaget med stort flertal i Folketinget, og det gav så stort et pres på de få borgercentre i landet, der kan behandle de mange ansøgninger, at Rudersdal Kommune foreslog, at kommunerne kunne overtage opgaven. Allerede inden særloven blev vedtaget, gjorde skoleledere og lærere først på ugen opmærksom på, at mange ukrainske børn i skolerne kræver mere personale og flere tolke.
Krigen i Ukraine og de afledte effekter i de danske kommuner satte naturligvis sit præg på det første KL-topmøde efter corona-epidemien, hvor klapsalver både blev tildelt Ukraine i solidaritet og dem, der arbejder i demokratiets og befolkningens tjeneste ude i kommunerne. Og KLs bestyrelse og udvalg for de kommende fire år faldt på plads med både udskiftninger og gammelkendte på posterne.
Og mens nogen trådte til i det politiske system, trådte andre fra. Efter først på ugen endnu engang at have undskyldt over for medarbejdere for krænkende behandling, valgte Københavns beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V) at trække sig, og blev afløst på posten af partifællen Jens-Kristian Lütken (V).
Ugen bød også på præsentation af regeringens længe ventede sundhedsreform, hvor ikke mindst et forslag om forbud mod alkohol til unge under 18 og en røgfri årgang 2010 skabte debat, men hvor også op til 20 nærhospitaler indgår i forslaget. Derudover skal den fra corona-indsatsen så kendte Søren Brostrøm lede en kommision, der skal finde løsninger på den manglende personalekapacitet i sygehusvæsnet.
Mens jobcentre forbereder sig på, at nye ukrainske medborgere kan springe ind på arbejdsmarkedet, gør kommunerne fortsat hvad de kan for at fastholde og tiltrække flere hænder ikke mindst til det trængte ældre- og omsorgsområde. Og Nyborg Kommune er, med mere i lønningsposen og andre tiltag, en foregangskommune, mente FOA. Også i fremtiden bliver der i den grad behov for at fastholde de varme hænder, tydede antallet af kvote 2-ansøgninger til samfundsbærende fag som sygeplejersker, pædagog og lærer på, da det denne uge blev offentliggjort.
Hvad angår kommunernes forhold til borgerne, så har uafhængige borgervejledere mange steder en væsentlig rolle. Men om denne rolle reelt er uafhængig af kommunens forvaltning afhænger af, om ordningen er skrevet ind i den kommunale styrelsesvedtægt eller ej, fremgik det i ugens løb af et indenrigsministersvar i forbindelse med sag i Fredericia Kommune.
Og selvom bunken af opgaver i kommunerne ikke blev mindre denne uge, så blev det på det kommunale topmøde i Aalborg slået fast, at klimaet fortsat skal opgraderes. Det skete i form af nedsættelsen af et nyt KL-udvalg for klimasamarbejde og med uddeling af den første udgave af Kommunernes KLimapris, der gik til Middelfart Kommune, ikke mindst for at inddrage borgerne i konkrete klimaprojekter.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.