I alt er ti tilfælde af blodpropper hos borgere i Danmark blevet indberettet, efter at de har modtaget AstraZeneca-vaccinen. Det oplyser Lægemiddelstyrelsen i en pressemeddelelse.
Styrelsen understreger, at det endnu ikke vides, om der er en sammenhæng mellem vaccinen og blodpropperne. Sagerne er ikke færdigbehandlede.
- Lægemiddelstyrelsen er ved at behandle ti indberetninger, hvor blodpropper eller symptomer på blodpropper, der er opstået efter vaccination, er beskrevet i indberetningerne.
Danmark stoppede 11. marts brugen af AstraZenecas vaccine i foreløbig 14 dage efter indberetninger om alvorlige bivirkninger. I alt 140.000 borgere i landet har fået mindst ét stik med AstraZenecas vaccine mod covid-19.
Lægemiddelstyrelsen har modtaget 16.998 indberetninger om formodede bivirkninger. 449 indberetninger er behandlet per 16. marts, skriver styrelsen torsdag. Desuden er der indberettet i alt ti tilfælde af kraftig allergisk reaktion.
En dansker død efter blodprop
Der er set otte tilfælde af anafylaksi, der kan betegnes som en meget kraftig allergisk reaktion, der i værste fald kan føre til dødsfald, hvis den ikke behandles. Tilfældene opstod efter første stik.
I Danmark har én person mistet livet, efter at hun blev vaccineret med AstraZeneca-vaccinen. Hun havde et usædvanligt sygdomsbillede med lavt antal blodplader, blodpropper i små og store kar samt blødning.
Det er uvist, om dødsfaldet har nogen sammenhæng med vaccinationen. AstraZeneca siger, at antallet af blodpropper blandt personer, der har modtaget vaccinen, ikke er højere end i den generelle befolkning.
Men den danske lægemiddelstyrelse vurderer, at kvinden, der døde efter vaccination, havde usædvanlige symptomer. Styrelsen mener altså, at man må se på de kliniske omstændigheder.
EMA: Sikker og effektiv
Enkelte andre lande i Europa har også haft enkelte dødsfald efter vaccination med AstraZenecas vaccine.
Samtidig med udmeldingen fra Lægemiddelstyrelsen afholdt Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) et pressemøde, hvor emnet netop var AstraZenecas vaccine.
Vaccinen er "sikker og effektiv", og fordele opvejer ulemper, sagde EMA-direktør Emer Cooke.
- Vi kan dog stadig ikke definitivt udelukke en forbindelse mellem tilfælde af blodpropper og vaccinen, tilføjede hun.
Derfor vil der nu blive igangsat yderligere undersøgelser af, om der er en sammenhæng.
Bivirkninger er også set ved Moderna
I Danmark har der også været indberetninger om bivirkninger efter vaccination med Moderna-vaccinen.
Lægemiddelstyrelsen har modtaget 279 indberetninger per 16. marts. 28 af indberetningerne er behandlet. De fleste er "kendte og forbigående bivirkninger". Dog er der et enkelt tilfælde af en kraftig allergisk reaktion.
- Dette tilfælde vurderes at være relateret til vaccinen og var forbigående, skriver styrelsen.
Over 25.000 borgere i Danmark er vaccineret med Moderna-vaccinen. Heraf har over 11.000 fået anden dosis og er dermed færdigvaccineret.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.