Kommunen.dk
DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Social
DK Indkøb
DK Sundhed
DK Teknik
DK Økonomi
DK IT
DK Job

Elever og lærere klar til test i skole

For at flere kan komme tilbage i skolerne, skal de store elever coronatestes to gange ugentligt. Elever og lærere er tilfredse.
24. FEB 2021 16.50
TEMA: Corona

Elever og lærere i grundskolen er klar til at blive testet for at komme tilbage i skolen. Det melder Danske Skoleelever og Danmarks Lærerforening ud, efter meldingen om at afgangsklasserne skal tilbage i klasselokalerne i dele af landet på bekostning af to ugentlige coronatest.

- Ingen drømmer om at skulle testes to gange om ugen for at kunne passe sit arbejde, men test er en forudsætning for, at vi kan åbne skolerne på en forsvarlig måde. Hensynet til at mindske smitten og sikre effektiv smitteopsporing i samfundet vejer tungt, og derfor er jævnlig testning en nødvendighed for at kunne åbne for flere elever i skolerne, siger formanden for Danmarks Lærerforening, Gordon Ørskov Madsen.

Selvom det kun er i Vest- og Nordjylland og på Bornholm, der kan komme flere tilbage i skolerne, så bakker Lærerforeningen op om regeringens køreplan. De havde håbet på en større åbning, men væbner sig med tålmodighed og betoner vigtigheden af at mindske risikoen for smitte i skolen.

Elever kan ikke kompenseres

Esther Vyff, der er formand for Danske Skoleelever, er også glad for delåbningen af skolerne. Her er test ikke et problem, og hun ville være klar til flere ugentlige test, for at skolen åbner mere op. Hun efterlyser, at flere kan komme tilbage i skolerne og en plan for 5. til 8. klasserne.

- Jeg tror, der er mange flere elever, som kommer i trivsel ved at kunne komme i skole igen, end der er voksne mennesker, der får det fedt ved at kunne gå ned i Imerco og bytte den vase, de fik i julegave. Og så synes jeg altså også, at butikker kan kompenseres økonomisk. Men man kan ikke kompenseres økonomisk for et efterskoleår, undervisning og trivsel, siger hun.

Undervisningsminister, Pernille Rosenkrantz-Theil, forstår, at det er en svær situation for danske elever, der havde håbet på mere. Hun mener, det er vigtigt at få børnene tilbage i skolerne, men at man skal have respekt for myndighedernes anbefalinger. Der forventes at blive åbnet for, at flere elever kan vende tilbage fra 15. marts og 6. april af, skriver Ritzau.

mh