HADERSLEV: Endnu en gang kommer viceborgmester Benny Bondes (LA) egen troværdighed som miljøpolitiker op i udvalget for Plan og Miljø i Haderslev. Første gang var i begyndelsen af hans formandsperiode - i januar 2014 - hvor han på grund af verserende miljøsager ikke fik sine udvalgsfællers bemyndigelse til at afgøre småsager.
Nu har udvalgsmedlem Svend Brandt (EL) foreslået, at Bonde mister sin formandspost, og den sag kommer op på mandag. I forslaget står der, at 'Enhedslisten foreslår, at Udvalget for Plan og Miljø vælger en anden formand, således at Benny Bonde hverken er formand eller næstformand' begrundet i 'hensyn til medarbejderne og til udvalgets almene omdømme' på baggrund af, at Bonde netop er 'dømt i en miljøsag. Sagen er anket og kan derfor endnu en gang medføre, at medarbejderne skal mødes i retten med den politiske formand.'
Brandt opstiller også den mulighed, at der 'vælges en ny midlertidig formand, så længe der kører sager mod Benny Bonde i retten rejst af Udvalget for Plan og Miljøs fagområde. Herefter kan Benny Bonde genindtræde, hvis han frikendes.'
Satser på borgerlig støtte
Benny Bonde blev i slutningen af november idømt en bøde på 10.000 kr. samt dømt til at genetablere tre søer på sine marker inden den 1. juli 2016. Alternativt vil han få tvangsbøder på 2000 kr. om ugen. Han har siden anket dommen til landsretten. Ifølge JydskeVestkysten verserer der yderligere en sag ved retten mod udvalgsformanden, ligesom han er blevet politianmeldt for at regulere vandstanden i Ejsbøl Sø.
S-medlem af samme udvalg, Søren Rishøj Jakobsen, skriver i den forbindelse på Facebook, at 'Der er nu gået to år med Benny Bonde som formand for udvalget. Ansvaret for denne uholdbare situation er ene og alene borgmesterens. Så for de ansattes tryghed og for Haderslev Kommunes omdømme, er min klare opfordring til borgmesteren: Find en anden post til Benny Bonde.'
Benny Bonde agter ifølge JydskeVestkysten ikke frivilligt at stoppe som formand og regner med opbakning fra resten af den borgerlige gruppe, der har flertallet i udvalget.
Udvalgets sammensætning er: formand Benny Bonde (LA), næstformand Peter Kofod Poulsen (DF), Keld Valentin (V), Ole Bang Jensen (V), Søren Rishøj Jakobsen (S), Karl Gunnar Gregersen (S), Svend Brandt (EL).
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.