Elever med særlige behov skal have bedre rammer. Det mener regeringen, som derfor nu nedsætter en ekspertgruppe, der skal kortlægge udfordringerne på inklusionsområdet og derefter komme med anbefalinger til, hvordan inklusionsindsatsen kan løftes ude på de enkelte skoler.
Det skriver Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling i en pressemeddelelse. Det sker efter en statusanalyse af kommunernes omstilling til øget inklusion, som blandt andet viser, at lærerne ikke føler sig klædt på til opgaven. Ekspertgruppen skal have en dagligdag ude på skolerne, og det bliver Skolelederforeningens formand Claus Hjortdal, der kommer til at stå i spidsen for gruppen.
Gruppen består derudover af tre kommunale repræsentanter, to lærere, en pædagog, en repræsentant fra PPR og to repræsentanter for eleverne. Herudover vil der blive nedsat en større referencegruppe bestående af folkeskolens parter, relevante vidensaktører og forskere på området. De skal kortlægge inklusionsområdet gennem en række undersøgelser, og arbejdet skal munde ud i en række konkrete anbefalinger til arbejdet med inklusion, som skal være nemme for kommunerne og skolerne at iværksætte.
Bedre støtte til børnene
Anbefalingerne skal være klar om seks måneder. Ifølge børne-, undervisnings- og ligestillingsminister Ellen Trane Nørby (V) handler det om at sikre børnene bedre støtte:
- Der er mange steder, hvor der er udfordringer med at få inklusionen til at lykkes. Det er ikke nogen nem øvelse at få flere børn med i fællesskabet i den almene folkeskole. Vi vil være sikre på, at alle børn får den nødvendige støtte. Det er derfor, vi nu gennemfører et eftersyn af inklusionsindsatsen, siger hun.
Claus Hjortdal ser frem til at være formand:
- For mig at se er der tre store og vigtige opgaver, vi skal tage fat på: Vi skal give et samlet billede af inklusionsindsatsen, finde gode eksempler og hovedproblemer samt ikke mindst komme med anbefalinger til praksis og justeringer. Målet må være, at ideen om inklusion i skolen, hvor alle elever lærer og trives, skal lykkes i skolens virkelighed, siger han.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.