
Tidligere borgmester i Roskilde Poul Lindor (S) hører til den gode håndfuld veteraner, der har været med i byrådspolitik siden begyndelsen af 1970'erne. Og ifølge sn.dk vælger Lindor nu ikke at stille op igen til KV21.
Lindor, der først var borgmester i Ramsø fra 1990 til 2007 og frem til 2011 i sammenlagte Roskilde, er i flere omgange blevet brugt som mægler internt i partiet, når samarbejdet knager. Senest i Esbjerg og i Ishøj, hvor byrådsgrupperne har været splittede.
Lindor er med sit debutår i 1974 det uden sammenligning længst siddende byrådsmedlem i Roskilde og når at have at have været med i 48 år. Den anciennitet overgås kun af Lars Abel (K) fra Gladsaxe, der begyndte i 1970.
S-lokalformand Jan Hjort glæder sig iøvrigt over at have fundet lige mange kvinder og mænd blandt de 22 kandidater, der supplerer borgmester Tomas Breddam som spids. De placeres skiftevis på stemmesedlen efter flette-princippet. S siger udover Lindor også farvel til viceborgmester Poul Andersen, forhenværende gruppeformand Henning Sørensen samt formanden for Plan- og Miljøudvalget Karim Arfaoui.
Fra Albertslund meddeler borgmester Steen Christiansen (S) via Twitter, at han er udpeget som spids. Han har haft posten siden KV09. S er største parti med ni ud af 21 pladser og DF det næststørste med tre.
I Varde kan V-medlemmerne se frem til en afklaring 25. januar på en ny spids efter borgmester Erik Buhl (V), der stopper til valget. Der er nu ifølge ansager.info i alt fem kandidater til værdigheden som spids: byrådsmedlemmerne Connie Høj, Line Berner, Mads Sørensen, Peter Foldager, og så Tina Agergaard Hansen, der er ny i V-gruppen - hun kommer fra DF.
Ved valget stemmer man på en person ad gangen. Efter hver runde sorteres den kandidat, der fik færrest stemmer, fra. Det fortsætter, indtil en kandidat opnår over 50 pct. af stemmerne.
I Furesø er der nu et reduceret blåt valgforbund, oplyser sn.dk. Alliancen hedder V-DF-LA, mens K også var med ved KV17, men altså ikke denne gang - endnu da. Avisen mener at vide, at det skyldes, at en DF-politiker ved flere lejligheder har beskrevet den konservative byrådsgruppe som socialdemokratisk. Den slags vil den konservative vælgerforenings bestyrelse ikke finde sig i.
Furesø har haft Ole Bondo (S) som borgmester siden 2010, hvor han konstitueret sig med S, R, EL - og altså K. S har nu 10 ud af 21 pladser. I det blå forbund har V fire, DF og LA hver én, mens K har tre. R og EL har også hver én plads.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.