Efter års kamp: Snart må homoseksuelle mænd donere blod
Foto: Nc Inc, Ritzau Scanpix

Efter års kamp: Snart må homoseksuelle mænd donere blod

Fra marts må homoseksuelle mænd donere blod efter en årelang kamp. Der indføres dog karantæne på fire måneder.
20. JAN 2020 13.05

Snart må homoseksuelle mænd eller mænd, der har haft sex med mænd, donere blod, hvis de ønsker.

Det blev sat i gang for halvandet år siden, da Ellen Trane Nørby (V) var sundhedsminister. Og nu sættes det i værk fra marts, da den nuværende sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har godkendt en bekendtgørelse. Han kalder det et positivt tiltag.

- Med den fire måneders karantæneperiode vil Danmark være blandt de mest progressive lande i verden i forhold til bloddonation, skriver ministeren i et orienterende brev til flere af Folketingets udvalg.

Der skal dog gå fire måneder fra, at en mand har haft sex med en anden mand, før de må donere blod. Det vil i praksis udelukke en del homoseksuelle i at give blod.

Diskriminerende regler
Hidtil har homoseksuelle og biseksuelle mænd været udelukket fra at donere blod, fordi de ifølge Sundhedsstyrelsen statistisk set har større risiko for hiv, som er en virus, der kan føre til diagnosen aids.

En række politikere finder dog reglerne diskriminerende. Baggrunden for dem var aids-epidemien i 1980'erne og 1990'erne samt blødersagen. Omkring 90 danskere blev smittet med hiv gennem deres medicin.

Tiltaget træder i kraft i denne måned, men får først virkning fra marts. Det skyldes, at blodbankerne har brug for to måneder til at implementere ændringen i praksis.

Da det er en bekendtgørelse, skal ændringen ikke til afstemning i Folketinget, da ministeren selv kan træffe beslutningen.

Flere foreninger har kæmpet i årevis for, at ændringen blev indført.

Hvis man ønsker at donere blod, kan man bestille tid eller dukke op på et af de mange tappesteder, der findes rundt om i landet. Bloddonorer er med til at sikre den nødvendige forsyning til patienter på de danske hospitaler.

Ritzau
 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt