dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Hans Ravn, Ritzau Foto

DF holder fast i borgmesterpost på Læsø

DF vinder sin første borgmester. Det bliver på Læsø. Afgående borgmester bliver viceborgmester
27. NOV 2017 16.56

LÆSØ: DF'eren Karsten Nielsen bliver ny borgmester på Læsø trods Venstres forsøg på at sikre socialdemokrat posten.

Det er DF's første borgmesterpost.

Den detroniserede Tobias Birch Johansen (V) bliver viceborgmester.

- I politik er det den, der kan samle flest mandater bag sig, som kan sætte sig for bordenden. Det var så mig i det her tilfælde, siger Karsten Nielsen.

Det tog næsten en uge at få borgmesterposten besat på kattegatøen.

Venstre blev med 37,1 pct. det største parti. Men partiet blev kørt ud på et sidespor af Læsø Listen og Socialdemokratiet, der kunne mønstre et flertal i byrådet.

Undervejs i forløbet tilbød Venstre angiveligt socialdemokraten Folmer Hjort Kristensen at blive borgmester. Men den manøvre lykkedes tilsyneladende ikke.

Mandag eftermiddag mødtes parterne for at drøfte situationen, og her stod det klart, at DF'eren får borgmesterposten med opbakning fra Socialdemokratiet og Læsø Listen.

Venstre tilslutter sig konstitueringsaftalen, og Tobias Birch Johansen bliver viceborgmester.

- Jeg er ganske udmærket tilfreds. Det var det her, vi kunne blive enige om i nogenlunde fred og fordragelighed. Det er det, det handler om, og nu er vi videre. Jeg er stadig en form for borgmester som viceborgmester, siger Tobias Birch Johansen til DR.

Venstre er vigtig
For øens nye borgmester har det stor betydning, at Venstre har tilsluttet sig aftalen.

- Læsø har ikke brug for et splittet byråd. Vi har brug for, at vi trækker i arbejdstøjet fra 1. januar, siger Karsten Nielsen.

Han føler sig overbevist om, at Venstre vil samarbejde i det nye byråd trods det, at partiet mister borgmesterposten.

- Jeg tror, at Venstre er klar til at tage handsken op og arbejde konstruktivt, siger den kommende borgmester.

Han vil endnu ikke løfte sløret for, hvad der står øverst på hans politiske dagsorden, når han indtager borgmesterkontoret 1. januar.

- Jeg skal lige samle mig oven på det her. Det var lidt hektisk i dag, siger den kommende borgmester, der er afdelingsdirektør i Nordjyske Banks afdeling på Læsø.

Selv om byrådskabalen nu endelig er lagt, er der dog ikke udsigt til stor festivitas hjemme hos øens kommende borgmester.

- Jeg skal hjem og have lidt at spise. Så det er en fejring hjemme hos min kone, min hund og min kat. Det glæder jeg mig til, siger Karsten Nielsen.

Kristian Thulesen Dahl siger, at 'det er nyt' for ham, at Dansk Folkeparti har sikret sig en borgmester på Læsø.

På spørgsmålet om, hvorvidt DF-formanden tør tro på, at partiet kan holde fast i posten frem til januar, svarer han:

- Når det handler om kommunale konstitueringer, er der et møde i december, som afslutter diskussionerne. Før det møde ved man ikke, hvem der bliver borgmester de enkelte steder.

Ritzau

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/df-holder-fast-i-borgmesterpost-p-laes

GDPR