- Det specialiserede område skal ikke altid være førstevælger til ressourcerne

Af borgmester Carsten Kissmeyer

Flere indlæg beskæftiger sig med debatten om det specialiserede socialområde, og en række synspunkter bringes på banen - synspunkter, som jeg finder, sætter det specialiserede socialområde over den nødvendige prioritering af samfundets (altid) begrænsede ressourcer.
Der henvises til internationale konventioner, med den underliggende begrundelse at disse sætter vores nationale prioritering ud af kraft. Det er jeg helt uenig i.

Konventionerne er underskrevet af rigtig mange lande, der stort set alle har et væsentligt lavere niveau på det specialiserede socialområde end det, vi finder i danske kommuner. I min optik giver konventionerne de svageste borgere lige ret til at være en del af samfundet på linje med samfundets øvrige borgere. Den lige ret sætter selvfølgelig ikke det specialiserede område udenfor prioriteringen af vores fælles ressourcer - det specialiserede område har ikke første valg til ressourcerne før normalområdet.

Når jeg og flere andre har rejst en debat skyldes det, at det specialiserede socialområde gennem de senere år har beslaglagt en stadig større andel af kommunernes ressourcer. Dette betyder, i en situation med begrænset vækst, at normalområdet (skoler, daginstitutioner, plejecentre, veje m.v.) oplever reduktioner.

Kimen til polarisering lagt
Når interesseorganisationer og enkeltpersoner så vælger en argumentation, der i hovedsagen bygger på, at det specialiserede socialområde ikke (under henvisning til konventioner, moral m.v.) på nogen måde skal indgå i en prioritering i forhold til normalområdet, så er kimen til en polarisering mellem normalområdet og det specialiserede område lagt. Denne polarisering kan kun undgås, hvis der etableres en dialog omkring også ressourceforbruget på det specialiserede socialområde.

Jeg er blevet mødt med synspunkter omkring menneskers værdi. Alle mennesker har i min optik værdi. Dette ændrer dog ikke ved, at den materielle værdiskabelse er et grundlæggende fundament for velfærdssamfundet og dermed også fundamentet for et velfungerende specialiseret socialområde.

Mit synspunkt er med andre ord, at samfundet er nødt til at afveje indsatsen mellem det specialiserede område og normalområdet for hele tiden at sikre også normalområdet en styrke til udvikling, der kan sikre velfærdsamfundets langsigtede positive udvikling - det (mener og håber jeg) er ikke i konflikt med nogen konvention.

Problemerne forsvinder ikke af sig selv
Grundlæggende finder jeg, at visse interessenter omkring det specialiserede område forsøger at dræbe prioriteringsdebatten med argumentationer, der i min optik ikke er rimelige. Lad mig blot give et eksempel - jeg stillede på et tidspunkt i et indlæg spørgsmålet, om vi virkelig ikke medicinsk kunne gøre noget i forhold til de relativt få men meget dyre kraftigt udadreagerende psykisk syge (som hver beslaglægger op til 10-15 årsværk).

Et andet eksempel jeg har brugt er, at personer på 18 år med et udviklingsniveau på eks. tre år ikke burde have fuld selvbestemmelse over, hvad de vil og ikke vil. Disse og flere i min optik meget relevante paradokser er i debatten blevet til, at jeg vil medicinere 'gud og hvermand' og er blevet sammenlignet med en vis herre i 30'erne.

Så tillad mig i al stilfærdighed, at opfordre interessenterne omkring det specialiserede socialområde til at indgå i dialogen og prioriteringsdebatten, så vi i fællesskab kan finde veje til at bryde væksten i omkostningerne på det specialiserede socialområde - det er en problemstilling, der ikke forsvinder af sig selv.

Borgmester i Ikast-Brande, Carsten Kissmeyer (V)

Foto: http://www.flickr.com/photos/wegmania/with/2337460973/