Det nære-nære demokrati kan sikres via selvejende institutioner

Af DLO-landsformand Peter Duetoft

Når nu børnetallet falder i dele af landet og stiger drastisk i andre dele, hvad gør vi så? Når der i løbet af få år måske bliver færre mennesker til at udføre arbejde i vort land, hvad så? Når vælgerne bliver ved med at stemme på politikere, der lover skattelettelser, hvad gør vi så? Hvad stiller vi op med velfærden i den situation?

Det er nogle af de spørgsmål, der rumler i debatten i disse måneder. Det er spørgsmål, hvis svar får direkte følger for vore børn og for arbejdet i vore institutioner.

Meget tyder på, at de svar, der vil blive gentaget og gentaget er 'stordrift' og 'udbud'. Det første har vi allerede set gennemført i en række kommuner. Det andet vil vi høre mere til i de kommende måneder. Regeringsudspil. KL-svar. Rådsrapporter. Konsulentundersøgelser. Alle vil på én eller anden måde have 'udbud' som et centralt omdrejningspunkt. Det er logisk. For set ud fra en teoretisk skrivebordsmodel lyder det jo besnærende, at man gennem udbud kan 'få mere velfærd for pengene'. Men hvordan er lige virkeligheden? Hvordan sikrer man sig de bedste løsninger via udbud? Er det altid de billigste, der er de bedste?

Det koster penge at byde i et udbud. Penge institutionerne kun kan tage fra de penge, der skulle gå til børnene. Er det rimeligt? Skal der være udbud hvert fjerde år? Tænk hvis den institution børn, forældre og personale elsker, næste gang kun er 'næstbilligst'. Skal man så tvinges til at skifte? Udbud lyder måske godt, men er det klogt?

Hvor blev fællesskabet af?
Skulle man ikke hellere gå i samarbejde? Offentlig-privat samarbejde var engang populært - kunne det ikke blive det igen? Som DLO-formand har jeg intet imod kommunale institutioner. Jeg har intet mod private. Begge grupper har også en plads i DLO. Men jeg fremhæver alligevel selvejet. For de selvejende institutioner er et "offentligt-privat-samarbejde" i sig selv. Man har en langt højere frihedsgrad end kommunale institutioner.

Men samtidig har man en samarbejdsaftale med kommunen. Man er dermed en del af 'den kommunale forsyning' med de fordele, der er ved det. Nogle, bl.a. i kommunerne, fortrænger den model. 'Vi vil have den rene vare' hedder det. Dermed tabes noget værdifuldt på gulvet. Vi får en polarisering, hvor man enten er kommunal eller privat. Hvor blev fællesskabet lige af?

Det hele handler om at sikre de bedste forhold for vore børn og at sikre størst mulig lokal indflydelse på institutionerne. De nye store kommuner er et skridt væk fra nærdemokratiet. Men det 'nære-nære' demokrati kan sikres bl.a. gennem selvejende og non-profit private institutioner. Det vil sige at modsvaret til 'stordrift' og 'udbud' er 'netværkssamarbejde' og 'selvejende institutioner'.

Spøgelser?
Det der forvirrer debatten er, at private institutioner er mange forskellige ting. Mange ligner de selvejende fuldstændig i opbygning. Det er bl.a. non-profit institutioner. Det er godt. Men private kunne jo også være noget andet. Det kunne være internationale velfærdskoncerner, der kom med landsdækkende pakkeløsninger - billige, men uden holdninger og nærdemokratisk indflydelse.

Sådanne kæder ville - i modsætning til lokale private og selvejende institutioner, have råd til at byde i en udbudsrunde. De kunne sikkert også presse prisen så meget, at de kunne vinde. Men vil det være ønskeligt? Skal vore børn ikke netop vokse op i institutioner præget af værdier og holdninger, vi synes er vigtige?

Velfærdskæderne er urealistiske, vil mange sige. Han ser spøgelser? Ja, måske. Men se dog, hvad der er sket andre steder i samfundet. Er det kvalitet og mangfoldighed, der er det vigtigste - eller er det lav pris og ensartethed? En 'udbudsstrategi' kan i hvert fald åbne for en farlig udvikling. Derfor er samarbejde den eneste sikre vej frem.


Peter Duetoft, landsformand for DLO, (Daginstitutionernes Lands-Organisation) og medlem af byrådet i Hjørring for S