Det må gro nedefra i de udsatte boligområder

Af blogger Mathias Kryspin Sørensen

På trods af at vi i Danmark i vid udstrækning søger at give lige muligheder til alle danskere, f.eks. når det kommer til uddannelse og sundhed, så opnår vi ikke altid lige resultater. Man har selv et ansvar som menneske, for at blive en del af fællesskabet og bidrage til det danske samfund. Vi har dog også et ansvar som samfund for at tage os af dem, som har det sværest i fællesskabet, og give dem en chance for at få de muligheder, som vi andre har.

Hvor godt man klarer sig i samfundet er ikke nødvendigvis geografisk betinget, men ikke desto mindre er det et faktum, at der er boligområder i Danmark med en høj andel af personer med sociale problemer, lav grad af tilknytning til arbejdsmarkedet eller på anden måde med brug for en hjælpende hånd.

Og selv om vi skal modarbejde, at der opstår boligområder med mange udsatte borgere, så vil der altid være boligområder i Danmark, hvor der bor folk, som generelt er mere udsatte eller på anden måde har brug for samfundets hjælp. Dvs. boligområder hvor en større andel af beboerne er arbejdsløse, har sociale problemer, er nye i det danske samfund eller på anden måde har brug for det offentliges støtte til selvhjælp.

I den politiske debat bruges ofte ordet 'ghetto' om de udsatte boligområder, men i ordet ghetto ligger betydningen af et område, hvor beboerne måske ufrivilligt har valgt at bo, og som er mere eller mindre isoleret fra det omkringliggende samfund. At bruge ordet ghetto om et udsat boligområde er misvisende, og flytter fokus fra de reelle problemer hos den enkelte hvad enten det er arbejdsløshed, sociale problemer, kriminalitet, lav grad af kontakt med den danske kultur eller noget helt femte.

S- og V-forslag er forskelsbehandling
De seneste forslag fra f.eks. Socialdemokratiet og Venstre om ikke at kunne få familiesammenføring hvis man bor i et udsat boligområde, forslag om at give huslejerabat til ressourcestærke beboere, der flytter til et udsat boligområde eller forslag om at rykke studerende ud i udsatte boligområder, er alle udtryk for en uhensigtsmæssig forskelsbehandling. Og går direkte imod den høje grad af ligestilling på det danske arbejdsmarked som dokumenteret af Lønkommissionen i foråret 2010.

Der er ikke nogle hurtige og nemme løsninger på problemerne i de udsatte boligområder i Danmark, men det er vigtigt at slå fast, at problemerne vedrører den enkelte person - og ikke som sådan et geografisk område. Hvad enten man er socialt udsat, ny i Danmark eller arbejdsløs, så spiller det en meget vigtig rolle at have tilknytning til arbejdsmarkedet og en meningsfuld hverdag.

Der skal være plads til alle på arbejdsmarkedet - også dem der måske ikke endnu er så gode til dansk eller generelt har problemer med at begå sig på en arbejdsplads. Derfor skal den arbejdsmarkedspolitiske indsats bl.a. med aktiveringstilbud og opkvalificering fokusere på den enkeltes behov - og det skal anerkendes, at visse personer har så store behov, at de kræver ekstra meget opmærksomhed.

Også virksomhedernes ansvar
Derudover skal de virksomheder, der hjælper enten nydanskere eller danskere med sociale problemer til en fod i døren på arbejdsmarkedet, belønnes. Det at påtage sig et samfundsansvar påhviler ikke kun den enkelte borger, men også virksomhederne i Danmark.

Staten har aldrig været god til at skabe liv og udvikling - det skal gro nedefra og fremkomme naturligt, men staten kan skabe rammerne og udfoldelsesmulighederne for en naturlig udvikling. Derfor skal problemerne i de udsatte boligområder løses ved, at man fokuserer på de problemer, som de enkelte mennesker i de udsatte områder måtte have.

Tilknytningen til arbejdsmarkedet spiller en vigtig rolle for, hvordan man løser mange af problemerne. Netop derfor skal målrettet erhvervsrelevant aktivering, uddannelse og opkvalificering samt et tæt samarbejde med erhvervslivet sikre, at alle har mulighed for en tilknytning til arbejdsmarkedet - og det skal afhjælpe de problemer, der er i mange udsatte boligområder.