Det hjælper alligevel ikke, at man har ligget i et Ørneæg, når man er vokset op i Andegården

Arv og miljø – en evig pædagogisk udfordring. På en båd i farvandene ved Bodø i sommerferien kom jeg ved synet af de mange havørne til at tænke på H. C. Andersens og Henrik Pontoppidans litterære slagsmål om betydningen af arv og miljø. En udfordring vi fortsat tumler med i nutidens samfund og med lærere og pædagoger som de altafgørende aktører.

Svaneægget
H.C. Andersen fortæller i et romantisk kunsteventyr historien om svaneægget, der bliver udruget i en andegård og beskriver bevidsthedsudviklingen fra ungens selvforståelse af at være en grim ælling til, at den genetiske arv gør sig gældende og svaneungen både reelt og i sin selvværdsfølelse folder sig ud som en flot svane:

”Det gjør ikke noget at være født i Andegaarden, naar man kun har ligget i et Svaneæg (....)Da følte den sig ganske undseelig og stak Hovedet om bag Vingerne, den vidste ikke selv hvad! den var altfor lykkelig, men slet ikke stolt, thi et godt Hjerte bliver aldrig stolt! den tænkte paa, hvor den havde været forfulgt og forhaanet, og hørte nu Alle sige, at den var den deiligste af alle deilige Fugle; og Sirenerne bøiede sig med Grenene lige ned i Vandet til den, og Solen skinnede saa varmt og saa godt, da bruste dens Fjedre, den slanke Hals hævede sig, og af Hjertet jublede den: "saa megen Lykke drømte jeg ik-ke om, da jeg var den grimme Ælling!"
H. C. Andersen: Den grimme Ælling (1844)

Ørneungen Klavs
Et halvt århundrede efter fortæller Henrik Pontoppidan i den på det tidspunkt fremherskende naturalistiske stil historien om ørneungen Klavs, der bliver fundet af nogle drenge og bragt til præstegården og vokser op blandt høns og ænder fodret med kokkepigens køkkenaffald. En dag dukker en fri hunørn op på himlen og lokker Klavs med til en flyvetur ind over de vidtstrakte fjelde, hvor han så på et tidspunkt bliver træt. Han kommer til at længes efter det magelige liv i andegården og vender om tilbage mod præstegården. Avlskarlen genkender ham ikke og skyder ham. Som resultat heraf falder den magelige andegårds-miljø-påvirkede genetiske ørn ned i møddingpølen.

”En Stund sidder den med fremstrakt Hals og besinder sig paa dette fremmede Syn. Men pludselig er det forbi med al Raadvildhed. Under et mægtigt Brus af de udspændte Vinger svinger den sig i Vejret og er i næste Øjeblik oppe hos hende (...)Og atter vender hans Tanker vemodigt tilbage til det Hjem, han har forladt.
Han tænker paa sin lune Plads paa Plankeværket og paa den hyggelige Andegaard, hvor hans smaa Venner nu sidder paa deres Rækker og sover sødt med Hovedet under Vingen. (...). Avlskarlen, som tilfældigt havde faaet Øje paa den, og som endnu intet havde hørt om Klavs's Forsvinden, var hastig løbet ind efter sin Bøsse og havde stillet sig paa Lur bag en Træstamme for at fyre paa den formodede Hønserøver, saasnart den var dalet til-strækkeligt langt ned.
Skuddet faldt. Man saae nogle Fjer flyve ud i Luften - og som en Sten sank den døde Klavs lige ned i Møddingpølen.

For det hjælper alligevel ikke, at man har ligget i et Ørneæg, naar man er vokset op i Andegaarden.”
Henrik Pontoppidan: Ørneflugt (1893)

H.C. Andersen giver udtryk for at genetisk arv betyder alt, mens Pontoppidan maner til at huske på, at miljøfaktorerne har stor og afgørende indflydelse.

Lærere og pædagoger har en stor opgave i at medvirke til, at alle børn uanset genetisk og miljømæssig baggrund får lige netop den pædagogiske stimulering, den værdsættelse, de afpassede og kravstillende udfordringer og den omsorg, som lige netop det barn har brug for. Det gælder både begavede og svagt begavede børn. Og det gælder børn fra både stærke og mindre stærke miljøer.

Det kræver faglig, didaktisk og pædagogisk indsigt. Og ikke mindst voksnes nærvær, omsorg og fordybelse. Ellers risikerer vi, at både svaneungen og ørneungen forbliver i andegården, og at den grimme ælling ikke bliver en smuk selvtillidsfuld respekteret and med udsigt til et godt voksenliv både i og udenfor andegården. Det har vi menneskeligt ikke råd til, og det har vi som samfund ikke råd til. Den negative sociale arv skal brydes.