Den store udfordring er koordinering

Af Charlotte Hansen

Højt på beskæftigelsesdagsordenen er lige nu ideen om at aktivere svage ledige i bl.a. frivillige foreninger. Det kan have mange fordele, men det udfordrer frivillighedsprincippet i de frivillige organisationer og sætter spørgsmålstegn ved, om beskæftigelsesfagligheden er til stede blandt de frivillige, der skal arbejde med de svage ledige.

Beskæftigelses- og integrationsborgmester i Københavns Kommune - Anna Mee Allerslev (R) - har foreslået, at de svageste ledige borgere (i matchgruppe 2) kan komme i aktivering i frivillige foreninger eller socialøkonomiske virksomheder som et alternativ til den traditionelle aktivering.

Det er blevet modtaget positivt af beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S), andre folketingspolitikere og en forsker på området.

Nye veje er nødvendige for de svage ledige
Der er heller ingen tvivl om, at der er brug for nye veje i aktiveringspolitikken for de mest udsatte borgere, der har meget vanskeligt ved at honorere de nuværende aktiveringskrav. Der er særligt i krisetider behov for at bryde med vante forestillinger og afprøve nye ideer for at skabe innovation.

Og det er derfor interessant at se, hvad den frivillige sektor kan bidrage med i forhold til traditionelle velfærdsydelser. Men der er selvfølgelig også grund til at pege på de udfordringer, som de nye initiativer kan skabe.

Frivillige med pligt?
Anna Mee Allerslev slog i Deadline fast, at de ledige, som vil få disse nye tilbud, vil have pligt til at deltage - dvs. borgeren skal sanktioneres, hvis vedkommende fx ikke møder op. Det er helt i tråd med den nuværende linje i aktiveringspolitikken, men kan godt give udfordringer for de frivillige organisationer, da organisationerne netop bygger på et frivillighedsprincip. Ikke at det er umuligt, men det strider grundlæggende imod værdisættet i de frivillige organisationer.

Hernæst er det en udfordring at ruste frivillige organisationer og deres frivillige til at arbejde målrettet med disse borgere. Det er vigtigt at anerkende, at indsatsen med at få disse borgere arbejdsmarkedsparate kræver en beskæftigelsesfaglighed. Hele beskæftigelsesområdet lider under, at feltet ikke er en anerkendt profession - at der som sådan ikke hersker de store krav til at gå ind på markedet og udbyde aktiveringskurser.

Der eksisterer gode eksempler på frivillige organisationer, der med ildsjæles indsats kan hjælpe meget udsatte borgere til at komme videre i livet. Men hvis dette skal udbredes til at gælde for langt flere borgere, så er det vigtigt at overveje, hvordan beskæftigelsesfagligheden sikres i disse tilbud, og at tilbuddet måske mest af alt ses som en mellemstation til at skabe progression på helt bestemte områder, som vi ved øger sandsynligheden for at opnå beskæftigelse. Ellers kan disse tilbud ende med at blive de nye 'pipfuglekurser', hvor borgerne bliver ladt i stikken i forhold til de udfordringer, de har.

Vi skal huske på, at de mest udsatte af de ikke-arbejdsmarkedsparate borgere er kendetegnet ved en overrepræsentation af forskellige helbredsproblemer, tidligere eller nuværende misbrugsproblemer, sociale, personlige, økonomiske og boligmæssige problemer. Den store udfordring i det nuværende system er i høj grad at få koordineret de forskellige initiativer, der er brug for i forskelligt regi såsom behandlingssystemet, sociale ydelser og hjælpeforanstaltninger samtidig med en beskæftigelsesfremmende indsats.

Hvis borgerne ikke skal lades i stikken med disse udfordringer, skal der også tages hånd om dette samtidig med en beskæftigelsesrettet indsats, der evt. foregår i en frivillig organisation.


Chefanalytiker i New Insight, Charlotte Hansen

Indlægget stammer fra Arbejdsmarkedet.nu - New Insights blog om beskæftigelse, uddannelse og erhverv