De yngste i skolen ud i naturen som mikroforskere
Tusindvis af de mindste børn fra skoler over det meste af landet skal fra skoleårets start prøve kræfter med en ny undervisningsform, hvor de selv skal være 'mikroforskere' og lade deres egen nysgerrighed i forhold til naturen styre undervisningen.
Foto: Jakob Vind

De yngste i skolen ud i naturen som mikroforskere

På flere skoler skal de yngste klasser efter sommeren prøve kræfter med en undervisningsform, hvor deres nysgerrighed i naturen skal være det bærende element.

Når skolerne om godt en uge igen slår dørene op, skal omkring 20.000 børn fra 0.- 3. klasse prøve noget nyt. Børnenes lærere eller pædagoger har hos foreningen Naturvejledning Danmark bestilt 'mikroforsker-materialer'.

Bevæbnet med pipetter og petriskåle bliver børnene således sendt på opdagelse i lokalområdet.

Grundtanken bag projektet er, at lærerne skal træde i baggrunden, så børnene selv både stiller spørgsmålene og finder svarene, siger projektleder og naturvejleder Kari Hald.

- Vi er jo vant til at svare børnene prompte, når de stiller et spørgsmål. Men her skal vi være bevidste om at give slip og støtte eleverne i at reflektere og arbejde videre med deres egne spørgsmål, siger hun.

På den måde vil de svar, som børnene kommer frem til, ofte være forkerte. Men det gør ikke så meget, for det er processen, der er vigtig, mener Kari Hald.

- Når børnene er drevet af deres egen interesse, bliver de engagerede og får ejerskab til det undersøgende arbejde.

Familier tager også ud

Mikroforskerprojektet bliver rullet ud til skoler i hele landet efter et pilotprojekt sidste år, hvor 25 skoler deltog.

En af dem var Molsskolen i den lille østjyske by Knebel, hvor pædagog Morten Alsing stod i spidsen for det lokale forsøg.

- Jeg er meget begejstret. Metoden skaber i den grad engagement og interesse for naturen hos eleverne. Når jeg har klassen med ude, har jeg lært at turde give slip og i højere grad lade eleverne selv komme på banen, være mere lyttende end fortællende, og det giver gode resultater.

Morten Alsing oplevede i forbindelse med pilotprojektet også, at flere af børnenes familier tog metoden til sig og selv begyndte at gå på opdagelse med deres børn.

Mikroforskermetoden er udviklet af norske forskere, der har døbt den 'Nysgjerrig-Per'. Det er den norske pendant til 'Spørge-Jørgen'.

De ældre børn bruger metoden i Norge

I Norge bliver metoden også brugt til at undervise de ældre børn i folkeskolen, mens Mikroforskerprojektet i Danmark i første omgang kun omfatter naturfagstimerne i indskolingen.

Naturvejledning Danmark peger dog på, at arbejdsprincippet let kan bruges også af ældre børn og i andre fag.

Ud over muligheden for at vække interesse hos børnene har mikroforskermetoden også en anden oplagt fordel i det skoleår, der venter: Undervisningen foregår udenfor.

På grund af coronavirusset er skolerne fortsat pålagt, at så stor en del af undervisningen som muligt skal ske under åben himmel for at mindske risikoen for smittespredning.

Samtidig skal de opretholde en meters afstand mellem børnene indenfor, hvilket er en udfordring for mange skoler.

Ritzau

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt