Undersøgelsen, der baserer sig på interviews med kommunale økonomichefer og økonomimedarbejdere,
giver et overbliksbillede over aktuelle udfordringer for kommunal økonomistyring.
Én af udfordringerne ved disse beregninger er, at de kræver mange kræfter. En økonomiansvarlig fra en
kommune siger om beregningerne: 'al den her snak om kolde hænder og varme hænder, jeg kan love jer, at de kolde hænder bliver meget varme af at regne så meget'.
Det er så omfattende, at flere økonomimedarbejdere
har svært ved at se, at det er umagen værd. Samtidig er kommunerne ofte i tvivl om de gør det rigtigt;
for hvem kan svare på, hvor mange timer om ugen borgmesteren forholder sig til kommunens ældrepleje?
- Det har været en central pointe i vores undersøgelse at få de kommunale medarbejdere til at prioritere de
aktuelle økonomistyringsudfordringer. Det er altid let at sige, at noget er udfordrende og kræver flere ressourcer. Men vi har søgt efter svar på spørgsmålet: hvor er de største udfordringer? Så kan vi også bedre
svare på, hvilke udfordringer, man skal kaste sig over først, siger Tim Jeppesen, direktør i KREVI.
Nete Dietrich, formand for Økonomidirektørforeningen og økonomichef i Hillerød Kommune, siger om
KREVIs undersøgelse: - Rapporten giver et godt overblik. Selvom vi er kommet langt i reformens første år, har vi stadig mange udfordringer. Rapporten kan give et afsæt for fælleskommunale initiativer, idet der er tale om fælles udfordringer for de fleste kommuner.
Aktivitetsbaseret økonomistyring handler blandt andet om at fordele en række centrale fællesomkostninger
ud på de kommunale serviceydelser, så de ægte omkostninger ved ydelserne kan beregnes.
Borgmesterens løn, papiret i den fælles printer og rådhusets elregning er eksempler på omkostninger, der i princippet skal medregnes, når man beregner en præcis og omkostningsægte pris for en times hjemmehjælp. For borgmesteren bruger jo blandt andet tid på kommunens ældrepleje.
God opbakning
KREVIs undersøgelse giver også et billede af, hvilke økonomistyringsudfordringer kommunerne vurderer
som mindre vigtige. Her er det interessant, at manglende politisk opbakning til økonomistyring ikke vurderes som en stor udfordring.
Kommunalpolitikerne får faktisk pæne ord med på vejen fra deres økonomimedarbejdere, for de er generelt opmærksomme på vigtigheden af god økonomistyring.
- Et af de mest overraskende resultater i vores undersøgelse er faktisk i bunden af prioriteringslisten. Jeg havde forventet, at der ville være flere, der pegede på manglende politisk opbakning som en stor udfordring, siger Tim Jeppesen.
Resultatet kommer imidlertid ikke bag på Nete Dietrich: - Jeg er ikke så overrasket over, at manglende politisk opbakning til økonomistyringen scorer lavt som udfordring. Den politiske opbakning er vital for vores arbejde – men vi oplever, at den er der.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.