
Den offentlige digitalisering savner forankring, mener formand for Dataetisk Råd, Johan Busse.
Danmark er to gange blevet kåret som verdens bedste i disciplinen af FN. Nu er det ifølge formanden på tide, at politikerne forholder sig mere bredt til, hvad de vil med digitaliseringen, efter den i mange år har været drevet af effektiviseringer og begejstring.
Det er nødvendigt med politisk engagement, for at give digitaliseringen demokratisk legitimitet, men politikerne ved ikke nok om det, de træffer beslutninger om, mener han.
- De ved ikke, hvad konsekvenserne af det, de vedtager er, sagde Johan Busse i en debat på årets Folkemøde.
Hvor giver det mening?
Som formand for Dataetisk Råd bærer han selv en del af ansvaret for, at klæde politikerne godt nok på. Rådet, der blev sat i verden i 2019, fik med en aftale mellem regeringen og Socialistisk Folkeparti, De Radikale, Enhedslisten, Alternativet og Kristendemokraterne 22,5 mio. kr. på årets finanslov for perioden 2022-2025 til at understøtte den offentlige debat om dataetik og komme med med uafhængige anbefalinger til håndteringen af etiske spørgsmål og dilemmaer.
Udviklingen kræver, at politikerne bruger mere tid på de store spørgsmål, som følger i kølvandet på digitaliseringen, mener han. Det gælder fx borgernes udbytte, adgang og retssikkerhed, men også hvor den overhovedet giver mening. For der er forskel på områderne.
- Socialområdet skal vi gennemtænke rigtig grundigt, inden vi overleverer det til borgerne. Ingen kan lugte spiritusånden, sagde han med henvisning til digitale selvbetjeningsløsninger, der overflødiggør det personlige møde.
Opvågning undervejs
Men politikerne er ikke gode nok til at bruge dataetisk Råd endnu, mener Anette Høyrup, der er medlem af rådet og chefjurist i Forbrugerrådet Tænk, hvor hun arbejder med rettigheder indenfor databeskyttelse, it-sikkerhed og kunstig intelligens.
Forbrugerrådet Tænk har arbejdet med emnet i mange år, og det er først inden for de seneste to år, at organisationen har fået hul igennem til politikerne.
- Først nu er de ved at forstå, at der er noget, der hedder sikkerhed og privatliv og etik, sagde hun under en anden folkemødedebat om emnet.
Socialdemokratiets kommunalordfører Birgitte Vind er enig i, at det er op til politikerne at beslutte, hvordan den offentlige digitalisering skal udvikle sig. Hun erkender, at den hidtil er sket på et bagtæppe af besparelser og effektiviseringer.
- Vi kender ikke konsekvenserne før om fem-ti år, sagde hun efter debatten.
Selv sætter hun sin lid til embedsværket.
- Jeg får forelagt noget, som jeg skal forholde mig til, og så gør jeg, hvad jeg kan, sagde hun.
- Vores opgave som politikere er at lytte. Jeg tror ikke, vi har fuld hånd om udviklingen endnu.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.