Danmark registrerer et enkelt coronadødsfald det seneste døgn

Efter to dage uden nogen registrerede døde med corona stiger det danske dødstal med én til 562.
24. MAJ 2020 14.50
TEMA: Corona

Der er registreret én død med coronavirus i Danmark det seneste døgn. Det viser en opgørelse fra Statens Serum Institut søndag.

Hverken fredag eller lørdag blev der registreret nye dødsfald i den danske statistik - men fra lørdag til søndag stiger dødstallet med én til i alt 562. Coronavirus er ikke nødvendigvis dødsårsagen, selvom dødsfaldene indgår i opgørelsen.

Ser man på antallet af personer, der er indlagt med coronavirus i Danmark, er der i søndagens opgørelse både gode og dårlige nyheder. 

Det samlede antal af personer, der er indlagt på landets hospitaler med coronavirus, falder med tre til 115. Til gengæld stiger antallet af de indlagte, der ligger på intensiv, med to til 21 - ligesom også antallet af dem, der er lagt i respirator, stiger med én til 17.

I Danmark er i alt 11.360 personer testet positive for coronavirus. Det er en stigning på 71 siden opgørelsen lørdag. Dermed er der nu præcis to uger i træk registreret under 100 nye smittetilfælde om dagen. Det er ellers ikke set siden starten af marts, da epidemien gjorde sit indtog i Danmark.

Af de i alt 11.360 personer, som siden marts er testet positiv for corona, har 9.900 overstået infektionen.

Ritzau

 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt