Coronavirus giver masser af tomme sæder i busser og tog

Passagererne har taget godt mod anbefaling om ikke at rejse i myldretiden, siger trafikchef.
11. MAR 2020 11.07
TEMA: Corona

Busser og tog har haft markant færre passagerer end normalt i myldretiden onsdag, efter at myndighederne har anbefalet at undgå rejserne i de travle morgentimer på grund af coronavirusset.

Hos Nordjyllands Trafikselskab har man indsat ekstra busser for at aflaste de regionale tog. Samtidig har der onsdag morgen været 12 ansatte på perroner og stationer for at guide passagerne til at vælge en anden afgang eller rute, hvis det var nødvendigt.

Det fortæller Mette Henriksen, der er salgs- og kundechef hos Nordjyllands Trafikselskab.

- Der har været markant færre passagerer i myldretiden, end vi normalvis har. Samtidig har vi oplevet kunder, der har fuld forståelse for situationen og følger de anbefalinger, der er fra myndighederne. Der har ikke været problemer med at dele sig over flere afgange eller snuppe en erstatningsbus i stedet for toget, siger Mette Henriksen.

Halvtomme busser i Aarhus
Hun har ikke noget tal for, hvor mange færre passagerer der er tale om, men anslår, at der har været 20-30 pct. færre end normalt.

I andre dele af landet har onsdag morgen også budt på færre pendlere i morgentrafikken. Busserne i Aarhus har kørt halvtomme rundt i byen i morgentimer, skriver Århus Stiftstidende.

Ifølge avisen var morgenmylderet afløst af nærmest mennesketomme pladser, torve og strøg. Det har blandt andet kunne ses på den normalvis travle Aarhus Hovedbanegård, hvor der var markant færre mennesker end normalt.

Tirsdag opfordrede de danske myndigheder til, at man så vidt muligt undgår at rejse med offentlig transport i myldretiden. Samtidig bør alle, som er smittet eller har mistanke om at være det, ikke rejse med tog og bus for at undgå at give smitten videre til andre. Trafikselskaberne er blevet opfordret til ikke at have flere rejsende, end der er sæder til.

Ritzau
 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt