Coronaudbrud skaber sengemangel for hjemløse
Foto: Liselotte Sabroe, Ritzau Scanpix

Coronaudbrud skaber sengemangel for hjemløse

Hjemløse mødes af lukkede herberger landet over på grund af coronakrisen. Påbud om ikke at samles mere end ti personer forværrer situationen markant.
18. MAR 2020 12.00
TEMA: Corona

Bliv hjemme. Budskabet fra statsminister Mette Frederiksen (S) er ikke til at tage fejl af, og de fleste danskere sidder i disse dage isoleret i deres lejlighed eller hus for at mindske spredningen af coronavirus.

Men ikke alle har den mulighed. Hjemløse er hårdt ramt af coronaudbruddet. Mange søger mod herbergerne for tiden. Men mange går forgæves. Herberger og væresteder over hele landet er nemlig lukket ned, og de få, der er tilbage, er gået i nødberedskab.

I forvejen har de hjemløse mange problemer at forholde sig til, siger Christina Strauss, formand for Landsorganisationen for hjemløse, Sand. Virusudbruddet fordobler udfordringerne:

- Det er en rigtig alvorlig situation. I forvejen var der ikke nok herbergspladser, og nu er der endnu færre. Der er oprettet nogle nødherberger, men de andre er jo lukket ned, siger hun.

'Langt fra optimalt'
Hos Kirkens Korshær i Aalborg har man samlet alle aktiviteter i et nødherberg, hvor hjemløse kan sove eller opholde sig i dagtimerne. Men det er langt fra optimalt, siger Jonas Jakobsen, regionschef hos Kirkens Korshær i Nordjylland. Desuden har hjemløse større risiko for smitte:

- Det skaber lige så meget utryghed for de her mennesker som for resten af befolkningen. Men de mennesker, vi møder, er jo særligt udsatte. Mange af dem har misbrugsproblematikker eller psykiske og fysiske lidelser, siger Jonas Jakobsen.

Tirsdag fremlagde regeringen et tiltag, der forbyder mere end ti personer at være samlet. Derfor kan herbergerne blive nødt til at sige nej til flere.

- Hvis det betyder, vi skal lave en prioritering af, hvem vi lukker ind, er det benhårdt, siger Jonas Jakobsen.

Sand opdaterer dagligt en oversigt over værestederne og herbergernes åbningstider. Her fremgår det klart, hvordan mange steder i Jylland og på Sjælland og Fyn er lukket eller fyldt op.

Også 'sofasurfere'
Også Christina Strauss er bekymret for, at der nu kommer forbud mod at samle sig mere end ti personer på samme sted.

- Og der er faktisk kommet flere hjemløse på gaden, fordi vi har en flok 'sofasurfere', der pludselig er der, fordi man ikke tør lukke dem ind.

Desuden er det en udfordring at undgå, at folk sover for tæt sammen og dermed potentielt smitter både personale og andre med virusset. Christina Strauss mener, der bør åbnes for tomme skoler og plejehjem og tage dem i brug som opholdssteder. Det vil også give mulighed for at sørge for, at folk ikke ligger for tæt.

- Det er altid vigtigt, at folk kan komme ind. Men lige nu er det vigtigere end normalt.

Jonas Jakobsen mener ligeledes, at det er den rigtige løsning.

- Det kan godt ende med, at vi siger, at det ikke længere er vores opgave, men at de kommunale instanser må tage over og tilbyde opholdssteder, hvor folk ikke er så tæt sammen.

- Jeg kunne forestille mig, at der står en del tomme skoler og plejehjem rundt omkring. Dem kunne man åbne op i en begrænset periode og give hjemløse adgang, siger han.

Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) er lige nu ved at se på mulighederne for at hjælpe landets hjemløse.

Ritzau

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
dkjob
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt