
Af KTC-formand Torben Nøhr
Regeringens kritik af kommunernes byggesagsbehandling er helt forfejlet. Ansøgerne betaler fortsat kun ca. 60 pct. af omkostningerne ved byggesagsbehandlingen, men det står den enkelte kommune frit at øge dette niveau, hvis der virkelig ER brug for at sætte flere ressourcer ind. Og de tekniske forvaltninger er allerede nu i gang med et kæmpestort digitaliseringsprojekt, der vil gøre det lettere og mere smidigt for alle ansøgere.
Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) meldte i sidste uge ud, at nu vil regeringen samle den tekniske byggesagsbehandling i centrale enheder for at sikre en hurtigere og mere smidig sagsbehandling.
Panikagtigt
Kommunalteknisk Chefforening finder forslaget panikagtigt og meget lidt gennemtænkt. Det siger vi ikke for at forsvare vores egne medarbejdere og opgaver eller fordi vi er bange for forandringer. Men alene fordi det vil være til meget stor gene for borgerne og for det lokale erhvervsliv.
Den tekniske byggesagsbehandling er jo kun en lille del af kommunernes samlede behandling af byggesager. Her indgår også planlægningshensyn, hensyn til naboer, tilladelser til spildevandsafledning, bortskaffelse af forurenet jord, brandteknisk byggesagsbehandling og meget andet.
Alt dette koordineres i dag i den kommunale byggesagsbehandling og man kan ikke bare tage en lille 'objektiv' del af dette ud til behandling i en central enhed uden at dette vil skabe forvirring og undren hos den almindelige borger og de mindre og mellemstore erhvervsvirksomheder.
Gebyret er styrbart
Og jeg skulle hilse og sige, at som teknisk direktør i en kommune er man udmærket klar over, at vores lokale politikere forventer god betjening af det lokale erhvervsliv. Det er vi faktisk også ret gode til.
Kommunerne skal i disse år spare på sin administration, men netop byggesagsområdet er karakteriseret ved, at der også er indtægter. Der betales jo et byggesagsgebyr, og er der behov for at øge personalenormeringen for at forbedre sagsbehandlingstiden er det muligt at sætte gebyret op.
Rent faktisk dækker gebyrerne i dag kun 60 pct. af de faktiske omkostninger, så enhver kommunalbestyrelse har ret til og mulighed for at hæve gebyrerne og lade merindtægten bruge til at styrke området.
Kritikken plejer at være omvendt
I de tekniske forvaltninger er vi samtidig i gang med et storstilet projekt med digitalisering af byggesagsarkiverne og med at indføre digitale selvbetjeningsløsninger. Her er vi langt foran mange andre serviceområder, så der er overhovedet ikke brug for at etablere nye centrale centre for at opnå disse fordele.
Ministeriets opgørelse af sagsbehandlingstider er i øvrigt ikke til at genkende lokalt. Langt de fleste kommuner har meget korte sagsbehandlingstider, men hvis bare en enkelt eller en håndfuld virksomheder sætter deres ansøgning i bero i en periode påvirker det det samlede billede.
Men det allervigtigste budskab fra de kommunale tekniske forvaltninger til Økonomi- og erhvervsministeren er, at kommunernes politikere udmærket godt ved, at det er vigtigt med erhvervsvenlig byggesagsbehandling og hvis vi som teknikere ikke lever op til det, skal vi nok få det at vide. Men på en saglig måde.
Faktisk plejer kritikken mod kommunerne at være den omvendte i natur- og miljøsagerne, hvor vi beskyldes for at være for erhvervsvenlige. Nu beskyldes vi også for at være for lidt erhvervsvenlige .....
Teknik- og Miljødirektør i Vordingborg Kommune samt formand for Kommunalteknisk Chefforening, Torben Nøhr
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.