dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Claus Bonnerup, Polfoto

Carl Holst går fri af straffe­sag for embedsmisbrug

Rigsadvokaten vurderer, at Syddanmarks tidligere regionsrådsformand Carl Holst (V) 'samlet set' ikke har overtrådt straffeloven

SYDDANMARK: Rigsadvokaten har fredag besluttet ikke at rejse straffesag om stillingsmisbrug og mandatsvig mod den tidligere regionsrådsformand i Region Syddanmark Carl Holst (V), oplyser statsadvokat Jens Røn fra Rigsadvokaturen.

- Efterforskningen har påvist, at personer ansat i regionen ganske vist har udført kampagnearbejde for Carl Holst, der vedrørte hans opstilling til Folketinget. Men der er ikke grundlag for at rejse en straffesag mod den tidligere regionsrådsformand, siger statsadvokat Jens Røn i en pressemeddelelse.

Afgørelsen bygger på halvandet års efterforskning, som særligt har rettet sig mod de valgkampsrelaterede aktiviteter, som kommunikationsmedarbejder Christian Ingemann har udført for Carl Holst. Anklagemyndigheden mener ikke, at man i en straffesag kan lægge til grund, at medarbejderen udførte disse opgaver som led i sin ansættelse i Region Syddanmark, selv om mange af dem blev udført inden for almindelig arbejdstid.

- Det skyldes blandt andet, at kommunikationsmedarbejderen har haft en betydelig frihed i forhold til at tilrettelægge sin arbejdstid, herunder med hensyn til hvilke tidspunkter af døgnet han kunne udføre sit arbejde for regionen, siger statsadvokat Jens Røn.

Hårfin grænse
Både Carl Holst og Christian Ingemann har i den forbindelse forklaret, at sidstnævnte ved siden af sit arbejde i regionen frivilligt og ulønnet bistod Carl Holst med valgkampsaktiviteter, og at denne bistand ikke skete på bekostning af hans arbejde for Region Syddanmark.

Også det arbejde, som andre ansatte i Region Syddanmark har udført for Carl Holst, er blevet efterforsket. Her har Rigsadvokaten vurderet, at grænsen mellem at understøtte Carl Holsts regionsrådsarbejde og at lave kampagneaktiviteter i mange tilfælde har været hårfin:

- Det er kun i en håndfuld tilfælde, at disse medarbejdere har bistået med opgaver, der ligger uden for Carl Holsts virke som regionsrådsformand. Desuden har bistanden i de pågældende tilfælde haft et begrænset omfang, og det er derfor samlet set vores opfattelse, at der ikke er tale om en overtrædelse af straffeloven, siger statsadvokat Jens Røn.

Sagen er siden blevet efterforsket af Sydøstjyllands Politi i samarbejde med Statsadvokaten i Viborg.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/carl-holst-gar-fri-af-straffe-sag-for-embedsmisbrug

GDPR