
SILKEBORG: Et flertal i Silkeborg Byråd har netop stemt for, at et omdiskuteret byggeri i forstaden Gødvad alligevel kan opføres i to blokke, der hver stiger fra en til fire etager.
Boligprojektet skal etableres på Oslovej, men der har været både politisk og offentlig modstand mod blokkenes højde og udformning. Det skriver TV2 Østjylland.
Således ønskede Enhedslisten, De Radikale, Alternativet og løsgængeren Lars Hansen, at der skulle skæres fire boliger af den ene blok, så den kun blev opført op til tre etager.
Det forslag støttede Socialdemokratiet, men et flertal bestående af Venstre, Dansk Folkeparti og SF stemte det højere byggeri igennem.
Byggeriet har fået ekstra opmærksomhed i Silkeborg og omegn, fordi det var bygherren René Birch fra firmaet Birch Ejendomme, der i første omgang planlagde at bygge på Oslovej.
Hans venskab med borgmester Steen Vindum (V) stillede flere øvrige byrådsmedlemmer spørgsmålstegn ved, og hele miseren er endt med, at René Birch har solgt grunden til Silkeborg VVS-Teknik.
Sagen har været undervejs i halvandet år og har givet anledning til en masse medieomtale. Blandt andet på grund af byrådspolitikeres mulige inhabilitet.
- Vi, der er politisk valgt, har brug for, at vi kan sige til folk, at vi er fuldstændig uafhængige af økonomiske og venskabelige interesser. Derfor er det rigtig godt, at vi ser på den her sag, sagde Johan Brødsgaard, der sidder i byrådet for De Radikale, til TV2 Østjylland den 3. december.
To byrådsmedlemmer har trukket sig fra sagen på grund af inhabilitet, og flere har ment, at borgmester Steen Vindum (V) også har været inhabil på grund af sit venskab med byggematadoren René Birch, der først ejede grunden. En KL-undersøgelse har dog frikendt borgmesteren for mistanken.
MG
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.