Byfond i Nakskov skal højne standarden blandt de gamle huse
Fra Nakskov.
Foto: Sophia Juliane Lydolph, Ritzau Scanpix

Byfond i Nakskov skal højne standarden blandt de gamle huse

Kommune, Realdania og A. P. Møller Fonden sammen om byudviklings-initiativet Nakskov 2030.
4. APR 2020 11.00

LOLLAND: Lolland Kommune, Realdania og A. P. Møller Fonden har til sammen afsat 150 mio. kr. til initiativet Nakskov 2030, oplyser Realdania.

Projektets partnere vil sammen med lokale ildsjæle og investorer bygge videre på det gode, som allerede findes i Nakskov: I bymidten, på havnen og ved fjorden. Det er vigtigt for hele Lolland, at Nakskov er en stærk og attraktiv by - og projektet kan skabe ny viden om byudvikling i de traditionelle købstæder, lyder det fra fonden.

Nakskov er en by med en rig historie. Jutlandia blev bygget her. I Nakskov bliver Danmarks hvide guld - sukker og vindmøller - stadig produceret. Fra havnen er der adgang til vandsport og ø-hop. Og i bymidten står den gamle købstad intakt. Men som i andre byer i de danske yderområder er der blandt andet demografiske udfordringer og færre uddannelsesmuligheder. Samtidig trænger flere gamle huse til en kærlig hånd.

De historiske huse i Nakskov skal renoveres, og der bliver skabt nye byrum og bedre forbindelser til havnen. Beboere og besøgende vil desuden få adgang til flere oplevelser på vandet. 

- I løbet af sommeren lancerer vi en byfond, som borgerne kan søge for at sætte gang i udviklingen. Senere på året åbner vi også en eventpulje. Vi må se, hvordan verden udvikler sig - men vi glæder os til at modtage gode ideer til folkelige arrangementer, når tiden er rigtig, siger borgmester Holger Schou Rasmussen (S).

Fakta om Nakskov 2030
Samlet budget: 150 mio. kr.
Heraf kommer de 50 mio. kr. fra Lolland Kommune. Realdania har bevilget 50 mio. kr. og A.P. Møller Fonden 50 mio. kr. 
 

Stillinger fra Lundgaard Konsulenterne
DK Job
www.mercuriurval.com
Fordi mennesker betyder alt