I forbindelse med sygdom kan det undertiden være svært at vende tilbage til det samme job. Det kan f.eks. være fordi, man har et job, hvor arbejdet er fysisk krævende, men knæet er måske ødelagt. Det kan også være fordi stress og depression umuliggør en tilbagevenden til den samme arbejdsplads, hvor problemet netop startede.
Kommunerne kan tilbyde revalidering, som handler om, at den sygemeldte får et kompetenceløft, så personen kan klare at være i et andet job, på trods af de fysiske eller psykiske begrænsninger vedkommende måtte have.
- Hvis man er sygemeldt, og ikke kan overskue en tilbagevenden til jobbet, så overskygger dette ofte de muligheder, der er for at gå andre veje. Altså uddannelse til noget man faktisk kan klare. Vores jobcenter er ekspert i at bruge revalidering som et tilbud til borgerne, så det også fører til jobs - ikke til førtidspension, siger formanden for arbejdsmarkedsudvalget i Mariagerfjord Kommune, Finn Cilleborg (A).
En undersøgelse foretaget af Dansk Arbejdsgiverforenings tidsskrift Agenda viser, at der mellem kommunerne er store forskelle på, hvor meget jobcentrene bruger revalidering som redskab, og endnu vigtigere hvor ofte revalideringen fører til jobs eller førtidspension.
I nogle kommuner giver det kun i de færreste tilfælde et job at deltage i et revalideringsforløb, og revalideringsprocessen munder ud i et fleksjob, ledighedsydelse eller en indstilling til førtidspension. Det sker på trods af, at revalidering er tænkt som en indgangsdør til et ordinært job. I andre kommuner har flere end halvdelen af revalidenderne derimod et arbejde, når revalideringen er afsluttet, og stort set ingen er kommet på varige forsørgelsesydelser.
Mariagerfjord Kommune hører til blandt de bedste kommuner, når det drejer sig om at få en positiv effekt af revalideringsindsatsen. Mariagerfjord indtager i nævnte undersøgelse en flot 3. plads på landsplan.
Jobcenterchef Lene Andersen mener, at succesen især skyldes den særlige indsats, hvor mange af de sygemeldte kommer direkte ud på en arbejdsplads, der efterfølgende kan fastansætte borgeren.
- Vi arbejder meget erhvervsrettet for at finde den korteste vej til jobbet. Når vi giver et uddannelsestilbud som en del af revalideringen, tager vi udgangspunkt i, at den sygemeldtes kompetencer skal matche med et job, der findes i virkeligheden, fortæller jobcenterchefen.
- Jobcenteret planlægger revalideringsforløbet i et tæt samarbejde mellem borger, virksomhed, sagsbehandler og beskæftigelseskonsulent. Vi har oprettet en specialenhed, der udelukkende arbejder med revalideringssager, hvilket er en stor styrke i den daglige tilrettelæggelse af indsatsen, fordi det er specialister, der har at gøre med sagen. Specialenheden bruger den tid, der er nødvendig, for at den sygemeldte kan omstille sig fra sygemelding til et jobskifte eller uddannelse til nye brancheområder, slutter Lene Andersen.
mou
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.