
Alberstlund-borgmester Steen Christiansen (S) har siden Venstre annoncerede 1. oktober præsenterede 'Bedre Balance' ikke forpasset en mulighed for at kalde regeringens planlagte udflytning af 3900 statslige arbejdspladser for 'hovedløs symbolpolitik'. Mandag formiddag havde han sammen med fire andre utilfredse, storkøbenhavnske borgmestre og regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) arrangeret en konference på Christiansborg med formålet at debattere udflytningen og at kaste lys over, om det rent faktisk skaber vækst at flytte statslige arbejdspladser fra hovedstaden til provinsen. Efter hvad han selv vil kalde for en 'udmærket afviklet konference', konstaterer han måske knapt så overraskende, at der ikke eksisterer evidens for, at regeringens store udflytningsplan giver mening.
- Udflytningen af statslige arbejdspladser er den forkerte medicin. Der er i stedet brug for, at man fremadrettet får lavet en vækstpolitik, som ikke bare handler om hovedstadsområdet, men som handler om hele Danmark. Der er grundlæggende ikke nogen, der er uenige i, at der skal skabes job og arbejdspladser over hele landet.Men hvis man vil skabe en sådan udvikling, skal man skaffe job og vækst i hovedstadsområdet, fordi det fungerer som en motor, som trækker resten af landet, siger han til dknyt.
På konferencen var der et panel, der diskuterede udflytningen, og flere oplægsholdere. Bl.a. talte adm. direktør Jens Klarskov om Dansk Erhvervs syn på sagen, og konsulent i Kraka Edith Madsen forklarede de cirka 50 gæstende embedsmænd, fagforeningsmedlemmer og repræsentanter for institutter og foreninger om de effekter, udflytning af statslige arbejdspladser giver.
'Kujonagtigt'
Mens tre S-politikere deltog ved konferencen, Morten Bødskov, Christine Antorini og Jeppe Bruus, larmede regeringspartiet ved sit fravær. Steen Christiansen erkender, at konferencen blev stablet på benene med kort varsel, men han undrer sig stadig over, at der ikke var en eneste Venstre-politiker, der dukkede op. Han havde efter eget udsagn uden held kontaktet en håndfuld ministre og flere ordførere.
- Jeg synes, det er kujonagtigt, at de ikke kan sende en repræsentant, der kan stille op ved sådan en lejlighed. Det er trods alt tusindvis af medarbejdere plus familier der bliver berørt her i hovedstadsområdet, siger han.
Borgmester i Høje Taastrup Michael Ziegler (K), der også holdt oplæg på konferencen, konstaterer tørt, at arrangementet endda lå på en mandag, der er mødefri for folketingspolitikerne. Det har han med egne ord 'ingen respekt for'.
- Man må jo kunne stille op og stå på mål for det, man beslutter. Altså, ellers hører alting jo op, hvis man ikke har mod og mandshjerte til det og til at blive konfronteret med fakta, siger han.
Ingen umiddelbar effekt
De to storkøbenhavnske borgmestre deler en opfattelse af, at de sandsynligvis ikke kan få regeringen til at skifte mening og sløjfe udflytningsplanen. Ifølge Steen Christiansen laves der nok kun om i planen, hvis regeringen får øjnene op for, at de 400 mio. kr. eller 100.000 kr. pr arbejdsplads, som regeringen har postet i udflytningen, ikke rækker, og at regningen nok nærmere løber op i det tidobbelte, hvis man sammenligner med erfaringerne fra Norge og England.
Men det benarbejde, borgmestrene gør nu, har skabt en platform og skal ses som en del af en langsigtet plan, der skal bremse en nyere tendens til at flytte penge fra hovedstadskommunerne til Vestdanmark.
Netop det var omdrejningspunktet i Michael Zieglers oplæg på konferencen. Han mener, at der er sket en fuldstændig harmonisering af serviceniveauet, hvis man sammenligner de 34 kommuner i Hovedstaden og oplandet med de 64 kommuner i resten af landet, og at man dermed 'ikke ædrueligt kan argumentere for, at der skal flyttes flere penge for hovedstadsområdet til Vestdanmark.'
- Og nogen gange kan det jo virke forebyggende. Hvis man går i gang her og nu, så kan det måske forebygge fremtidige, dumme beslutninger, siger han.
Respektløst og provokerende
Michael Ziegler mener overordnet, at udflytningen er respektløs overfor de 3900 medarbejdere og deres familier. Hans verden står og falder ikke med de statslige arbejdspladser, der forsvinder fra hovedstadsområdet, og han mener heller ikke, at det gør til eller fra i forhold til udvikling eller vækst i Høje Taastrup Kommune. Samtidig under han andre kommuner, at de få statslige arbejdspladser.
- Men jeg føler mig provokeret på vegne af de statslige medarbejdere, der skal flyttes. Det er tosset anvendelse af skattekroner at bruge 400 mio. kr. på at flytte rundt på nogle eksisterende arbejdspladser i stedet for at skabe vækst. Og vi ved jo i øvrigt godt alle sammen, at regningen bliver betydeligt større end de 400 mio. kr. Og vi ved også godt, at der kommer en regning ift. produktionstab i en periode. Men det er jo så det. Det, der virkelig provokerer mig i det her, det er, at man bare siger til de statslige medarbejdere: 'Nu flytter du din arbejdsplads fra København til Skagen, og det gør du bare. Punktum.'
Han synes som Steen Christiansen i stedet, at regeringen burde lave en analyse af de 'virkelige udfordringer', der eksisterer i udkantsdanmark og lægge en plan for, hvordan man løser dem.
- Og hvis man i den analyse når frem til, at man synes, der er en forkert balance i, hvordan statslige arbejdspladser er fordelt, bør man gribe det helt anderledes langsigtet an. Hvor man, hver gang der skal oprettes nye statslige arbejdspladser, lader være med at følge automatreaktionen og placere dem i hovedstadsområdet, men i stedet sørger for at placere dem andre steder i landet, hvis det ellers passer til opgaveløsningen.
- Og hvis man har statslige institutioner, som både har kontorer i København og et andet sted ude i landet, så kan man løbende mande lidt op derude og lidt ned i København på en naturlig måde i takt med den almindelige udskiftning af medarbejdere. Det ville være meget mere respektfuldt over for de medarbejdere, der er ansat. Det er smagløst overfor de 3900 mennesker og deres familier, at man på den måde ændrer deres livsvilkår for at tilgodese bestemte valgkredse og vælgergrupper siger han.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.