
SJÆLLAND: Siden regeringen i torsdags fremlagde skitsen til et fremtidigt landkort, hvor 3900 statslige arbejdspladser flyttes fra hovedstaden til provinsen, har flere borgmestre udtrykt forsigtig optimisme om at få fingrene i flere af de statslige arbejdspladser i fremtiden. Bornholms borgmester Winni Grosbøll (S), der fik fem arbejdspladser i Rådet for Socialt Udsatte, så det som ' et første skridt', og Vesthimmerlands Knud Kristensen (K), der ikke fik en eneste, udtalte til DR, at han 'håber og tror på, at vi i fremtiden får statslige arbejdspladser til vores kommune.'
Ingen steder har det dog været så konkret som i Region Sjælland. Her jubler formand Jens Stenbæk sammen med Solrøds borgmester Niels Hörup (V), der også er formand for de 17 kommuner i Kommunekontaktrådet på Sjælland (KKR Sjælland), over, at Sjælland med 1205 arbejdspladser suverænt er den region, der har fået flest. Samtidig håber de på, at dette kun er første bølge.
- Vi er den af de fem regioner, der har færrest statslige arbejdspladser, og vi har i mange år mistet statslige arbejdspladser. Nu får vi justeret på den ubalance, men vores forventning er samtidig, at dette er et paradigmeskifte - en ny måde at tænke i placering af statslige arbejdspladser. Region Sjælland har brug for flere arbejdspladser med højtuddannet arbejdskraft, der er en vigtig forudsætning for at skabe vækst og udvikling, siger Niels Hörup ifølge regionen.
Arbejdet fortsætter
De to formænd peger på, at en 2. bølge af udflytning af statslige arbejdspladser eksempelvis kan være innovationsnetværk og vidensinstitutioner samt dele af styrelser.
- Det er inspireret af det arbejde, vi har været i gang med, hvor de 17 kommuner og regionen har arbejdet tæt sammen for at finde ud af, hvor der kunne være nogle synergier i, at statslige arbejdspladser flytter ud i Region Sjælland. Det arbejde er i første omgang lykkedes rigtigt godt, men i den dialog, der har været med borgmestrene, har der også været enighed om, at det arbejde skal fortsætte, for vi tror på, at der stadig er noget at hente, siger Jens Stenbæk til dknyt.
Planen er, at regionen og kommunerne igennem møder med de forskellige ministerier vil gøre opmærksom på de fælles fordele, der kan ligge, i at flytte flere arbejdspladser til områder på Sjælland, hvor der i forvejen ligger relevant aktitivtet
Vil have styrket uddannelsesinstitutionerne
Jens Stenbæk har særligt øje på nogle innovationsmiljøer, som ligger udenfor regionen i dag, som vil kunne danne en synergi med virksomheder uddannelsesinstitutioner i regionen.
- Vi har i Region Sjælland behov for at få styrket hele uddannelsessiden. Vi er i forvejen den region med færrest uddannelsespladser, og der tror vi på, at hvis vi får en tilflytning af nogle af de her innovationsmiljøer, så kan vi også være med til at styrke virksomhedernes muligheder, men også styrke uddannelserne, siger han.
Han giver ikke meget for, at regeringen sort på hvidt i sin plan for udflytningen, 'Bedre Balance' skriver, at der ikke er planer om yderligere flytninger af statslige arbejdspladser.
- Det er de jo nok nødt til at skrive. Hvis de skrev noget andet, ville de med det samme blive mødt med spørgsmål om, hvor det så skal ske henne. Og det vil de sandsynligvis ikke være i stand til at svare på. Men det er det, vi skal hjælpe dem med at nå frem til. At der faktisk ligger nogle muligheder, som de ikke selv har set, siger han.
Læs mere:
Hovedstads-borgmestre forstår ikke rationalet i udflytning
Overblik: Det siger borgmestre om udflytningen
Fagforeninger vil lære borgmestre at lokke folk til
Institut protesterer voldsomt imod at skulle til Aarhus
Officielt: 3900 job ud i 25 kommuner - få et overblik her
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.