
Det har været varslet i månedsvis, og i dag blev sløret så løftet for, hvilke statslige arbejdspladser, der skal rykkes fra hovedstaden ud i resten af landet. Og det bliver en større operation.
Cirka 3900 arbejdspladser flyttes ud i 38 byer i 25 kommuner. Regeringen har sat 400 mio. kr. af til udflytningen, noget som flere foreninger, og senest Dansk Magisterforening i dag, har advaret imod, da erfaringerne viser, at en så omfattende udflytning koster mellem en halv og en hel million kroner pr. udflyttede job. Med lidt hurtig hovedregning giver det råd til 400-800 jobs eller sagt med andre ord: Reelt 100.000 kr. pr job.
Ifølge finansministeren skal regnskabet gå op i de enkelte styrelser. Hvis udflytningen koster mere end 100.000 kroner i gennemsnit pr. ansat, skal styrelsen betale, forklarer han.
- Ja, det er udgangspunktet for øvelsen. Sådan er det i øvrigt, når man omorganiserer, siger Claus Hjort Frederiksen ifølge Ritzau.
Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) fastslår dog, at regeringen er parat til at vise 'hjælpsomhed', hvis beløbet viser sig at være for lidt. Regeringen håber desuden, at det vil være billigere for det statslige institutioner at bo uden for København. Det kan hjælpe med finansieringen.
På nedenstående link kan du få adgang til rapporten 'Bedre Balance', hvor du kan se den samlede fordeling af arbejdspladser i byer og regioner:
Region Sjælland: Side 17
Region Syddanmark: Side 19
Region Midtjylland: Side 21
Region Nordjylland: Side 24
Region Hovedstaden: Side 26
Den største udflytning nogensinde
- Regeringen ønsker et Danmark med bedre balance. Derfor bringer vi statslige arbejdspladser tættere på borgerne og virksomhederne. Det er den største udflytning af statslige arbejdspladser nogensinde, sagde Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ved dagens pressemøde i statsministeriet.
Øvelsen vil især ramme mange statsansatte i København, der enten skal finde nyt job eller flytte til provinsen.
- Vi flytter mere end hver tiende statslige arbejdsplads i hovedstaden til de fire andre regioner, når vi beregner uden at tælle politibetjente, gymnasielærere eller andre med, som nu en gang er, hvor de er, siger Lars Løkke Rasmussen.
Formand for Landdistrikternes fællesråd Steffen Damsgaard jubler over, at det godt og vel er hvert tiende job i staten, der rykkes til mindre byer.
- Vi er glade for omfanget af udflytningen på knap 4000 pladser. Det er massivt, og det er et udtryk for en ambitiøs plan. Det er en historisk dag, det er der ingen tvivl om. Man tilgodeser 38 byer i 25 kommuner, og det tror jeg ikke, at der var mange, der forventede. Men det var det scenarie, vi har kæmpet for, siger han til Ritzau.
Skal ikke spørge nogen om lov
Størstedelen af planen kan føres ud i livet af regeringen, uden at der skal findes flertal i folketingssalen, siger statsministeren.
- Det her er regeringens plan, og den kan regeringen eksekvere på. Der er nogle ganske få steder, der er omfattet af lovgivning, og der er vi afhængige af, at vi kan komme gennem Folketinget. Men ud over det er det vores ansvar at indrette statens administration, ligesom det er i dag, siger han.
Statsministeren blev mødt med flere spørgsmål om, hvorvidt det er rimeligt at tvinge medarbejderne til at flytte, når det for mange vil betyde, at børn skal tages ud af skolen og ægtefæller også skal søge nyt job. Han lover dog, at regeringen vil tilrettelægge en proces, som inddrager personalet.
- Udflytningen skal være på plads inden udgangen af 2017. Det betyder, at vi har to år til at få det på plads. Det giver tid til at forlige sig med tanken, eller finde en anden ansættelse, måske inden for den del af institutionen, som ikke flytter. Men vi har en ambition om, at flest muligt flytter med, og at de gør det, fordi de har lyst.
Hele institutioner, der flyttes
- Udlændingestyrelsen, 375 arbejdspladser. Til Næstved
- Arbejdsskadestyrelsen, 325 arbejdspladser. Fordeles sammen med 68 arbejdspladser fra Statens Administration på ATP/Udbetaling Danmarks centre i Frederikshavn, Holstebro, Haderslev, Vordingborg, Hillerød
- Statens Administration, 294 arbejdspladser. 226 til Hjørring, se ovenfor vedr. de resterende 68
- Søfartsstyrelsen, 190 arbejdspladser. Til Korsør
- Geodatastyrelsen, 96 arbejdspladser. Til Aalborg
- Dansk Institut for Internationale Studier, 88 arbejdspladser. Til Aarhus
- Civilstyrelsen, 84 arbejdspladser. Til Viborg
- Naturstyrelsen, 81 arbejdspladser. Til Randbøl
- Færdselsstyrelsen, 65 arbejdspladser. Til Ribe
- Danmarks Evalueringsinstitut, 62 arbejdspladser. Til Holbæk
- Spillemyndigheden, 50 arbejdspladser. Til Odense
- Danmarks Akkrediteringsinstitution, 42 arbejdspladser. Til Holbæk
- Børnerådet, 16 arbejdspladser. Til Billund
- Danida Fellowship Centre, 15 arbejdspladser. Til Holbæk
- Nationalt Center for Undervisning i Natur, Teknik og Sundhed, 13 arbejdspladser. Til Sorø
- Jagt- og Skovbrugsmuseet, 13 arbejdspladser. Til Djursland
- Havarikommissionen for Civil Luftfart og Jernbane, 11 arbejdspladser. Til Ringsted
- Statens Værksteder for Kunst, 8 arbejdspladser. Til Helsingør
- Rådet for Socialt Udsatte, 5 arbejdspladser. Til Rønne
- Taksationssekretariatet, 2 arbejdspladser. Til Viborg
Samlet: 1.835 arbejdspladser
Dele af følgende arbejdspladser skal flyttes
- NaturErhvervsstyrelsen: 390. 370 til Sønderborg, 20 til Tønder
- BaneDanmark: 310. 270 til Ringsted, 40 til Fredericia
- SKAT: 200. 60 til Aalborg, 40 til Ringkøbing, 40 til Herning, 20 til Næstved, 20 til Ribe, 20 til Odense
- Socialstyrelsen: 177. Til Odense
- Diverse klagenævn: 162. Til Viborg
- Styrelsen for Patientsikkerhed: 100. Til Aarhus
- Miljøstyrelsen: 61. Til Slagelse
- Arbejdstilsynet: 60. Til Slagelse
- Energinet.dk: 56. 49 til Esbjerg, 7 til Fredericia
- Energistyrelsen: 51. Til Esbjerg
- Ankestyrelsen: 50. Til Aalborg
- Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering: 37. Til Brønderslev
- Styrelsen for Vand og Naturforvaltning: 37. 22 til Sønderborg, 25 til Lemvig
- Patient- og Varemærkestyrelsen: 35. Til Ikast
- Bygningsstyrelsen: 32. Til Skanderborg
- Erhvervsstyrelsen: 31. 26 til Nykøbing F., 5 til Esbjerg
- Skatteankestyrelsen: 25. Til Silkeborg
- Øvrige flytninger fra Hovedstaden: 250
- Slots- og Kulturstyrelsen: 60 til Nykøbing F.
- Styrelsen for Forskning og Innovation. 39 til Odense
- Forsvarsministeriets Personalestyrelse. 31 til Hjørring
- DMI. 10 til Karup
- GEUS. 13 til Aarhus
- Søopmåling fra forsvarets skibe. 13 til Aalborg
- Nye årsværk til inddrivelse og udbyttekontrol hos SKAT. 'Et antal' fordeles på Thisted, Grenaa, Middelfart, Tønder, Herning, Ringkøbing. Struer lukkes ikke som planlagt
Samlet: 2.064 arbejdspladser
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.